Erhvervslivet i Hjørring Kommune synes generelt indtil nu at være kommet rimelig godt gennem coronakrisen, og et stort flertal af virksomhederne er optimistiske med hensyn til udviklingen i 2. halvår af 2020.
Det viser en undersøgelse foretaget af Jobcenter Hjørring i juni. Den er baseret på cirka 450 telefoninterviews med et repræsentativt udvalg af virksomheder.
Undersøgelsen er foretaget for at få viden om, hvor og hvordan jobcentret skal sætte ind for at tilbyde virksomhederne kvalificeret arbejdskraft.
Denne artikel handler om hovedkonklusionerne i undersøgelsen. Den fulde undersøgelse er først færdig i slutningen af måneden.
Undersøgelsen viser, at 62 pct. af virksomhederne har oplevet uændret eller endog øget omsætning under corona-krisen, men der er samtidig 38 pct., der har oplevet et fald.
Et klart flertal af virksomhederne forventer uændrede eller forbedrede muligheder i resten af 2020 (hhv. 58 og 25 pct.).
Der kan kun udledes enkelte tendenser inden for de enkelte branchers udvikling – det generelle billede er, at der i de fleste brancher både er virksomheder med fremgang og med tilbagegang.
Dog har flere end 75 pct. af virksomhederne inden for overnatning og restauration samt kultur og turisme oplevet tilbagegang i omsætning pga. corona-krisen.
Inden for detailhandlen har supermarkederne generelt oplevet stigende omsætning, mens specialbutikker har haft det svært – særligt i starten af krisen.
10 pct. af de adspurgte virksomheder har afskediget medarbejdere under krisen. En stor andel af de adspurgte virksomheder har hjemsendt medarbejdere i perioden.
Virksomhedernes forventninger til 2. halvår er behæftet med store forbehold for, hvordan efterdønningerne på coronakrisen bliver.
Med hensyn til personalebehov forventer 63 pct. af virksomhederne, at de kan beholde deres ansatte, mens 25 pct. skal ud og finde ekstra medarbejdere. For en dels vedkommende er der tale om sæsonansættelser i turistbranchen, og derfor er det primært ufaglærte medarbejdere, der er bud efter. Kun 2 pct. forventer at skulle afskedige medarbejdere.
Arbejdsmarkedschef Michael Duus Nielsens konklusion er:
”Vores undersøgelse viser, at mange lokale virksomheder er optimistiske om udviklingen i 2. halvår 2020. Jeg hæfter mig dog også ved de mange forbehold, virksomhederne selv giver udtryk for, f.eks. hvis coronaen blusser op igen, eller hvis virksomheder af andre grunde får svært ved at afsætte deres varer og ydelser.
Jobcenter Hjørring er klar til at hjælpe alle kommunens virksomheder, hvad enten vi taler om rekruttering, vejledning om efteruddannelse, arbejdsfordeling, varsling eller noget helt andet på telefon: 72336099 eller mail: virksomhed@hjoerring.dk”.
Kilde: Hjørring ErhvervsCenter.