Hvad sker der på den politiske front, som påvirker borgerne i Tversted, Uggerby, Tuen og Bindslev området? Det spørgsmål stiller Tversted-Uggerby Venstre, når de torsdag 9. august kl. 19.30 arrangerer et politisk møde med Venstres byrådsgruppe med gruppeformand og 2. viceborgmester Henrik Jørgensen i spidsen.
Inden mødet går i gang, tager byrådsgruppen på en sejltur med Tversted Bjærgelaugs fladbåd fra Tversted Strand. Efter sejladsen kan man møde politikerne i Bådehuset, hvor de vil fortælle om aktuelle sager og de kommende budgetforhandlinger i byrådet. Alle er velkomne til at lytte med, og der er også mulighed for at stille spørgsmål og kommentere.