
Det er givetvis helt i Knud Størups ånd, at det er Lokalhistorisk Selskab, der i dag råder over borgmesterkontoret på det gamle rådhus i Hirtshals.
Det tidligere borgmesterkontor og et mødelokale er nemlig nu fast base for arkivleder Søren Peter Thomsen og seks frivillige, når de ellers ikke støver rundt i kælderen under rådhuset, hvor arkivalierne og adskillige tusinde fotografier opbevares i Lokalhistorisk Arkiv.
Anledningen til webavisens besøg er den donation på kr. 50.000, som Lokalhistorisk Selskab for Hirtshals og Omegn, som er dets korrekte navn, netop har modtaget fra Hirtshals Sparekasses Gavefond.
– Vi mangler blandt andet computere med tidssvarende software, idet en af de nuværende eksempelvis kører med det forældede Windows XP, fortæller Søren Peter Thomsen og forklarer, at de med donationen har fået mulighed for at bestille nyt udstyr hos Høj Data.
Webavisens udsendte ønsker et stort tillykke med donationen og ser frem til den lovede rundvisning blandt arkivalierne i kælderen hos Lokalhistorisk Arkiv.