Lokale Nana fra Tversted markedsfører LOOP i Spanien

LOOP Fitness går viralt i Spanien med en nordjysk markedsføringsfilosofi anført af Nana Jakobsen, som er født og opvokset i Tversted. 

1038
Nana Jakobsen fra Tversted har tidligere været med til at starte LOOP i Spanien.

Den 1. oktober i år åbnede den danske fitnesskæde LOOP Fitness deres første center i Spanien, nærmere bestemt i byen San Javier, Murcia.

Samtidig slog de rekord for antal medlemmer efter første åbningsdag i et nyt land og med et helt ukendt koncept. Hvordan kan det lade sig gøre? 

Den danske fitnesskæde LOOP Fitness åbnede sit første center i 2007 og har i år åbnet deres center nummer 116 i Danmark, hvoraf et som bekendt ligger i Hirtshals. Samtidig har de fire nye centeråbninger planlagt.

Sidste år åbnede de tillige i Polen, og nu kan du altså også træne i LOOP Fitness, når du tager på ferie i Spanien. Bag udvidelsen er medstifter Thomas Terp og tre andre investorer, som er kendt fra det danske erhvervsliv, og så har de allieret sig med lokale Nana Jakobsen. Hun er nemlig deres markedsføringsansvarlige med en ret ny filosofi i bagagen. 

Nana Jakobsen er som allerede anført født og opvokset i Tversted. De seneste fire år har hun rejst, arbejdet og boet i flere end 10 forskellige lande som såkaldt digital nomade, mens hun har tilegnet sig titlen cand.scient i Tourism Management og lavet sociale medier og turismekonsultering i Europa og USA.

Senest har Nana haft base i Spanien, hvor hun har fået indgående kendskab til sproget og kulturen, og så tror hun på noget kaldet Company Karma. Alt sammen noget, som tyder på at have været en afgørende faktor i at opnå succes på et ellers helt ukendt marked, men mere om det senere. 

Først skal vi høre mere om selve åbningen, og den succes, den har ført med sig. Nana forklarer, at de selvfølgelig havde en formodning om, at de kunne tiltrække en del positiv opmærksomhed med det ellers ukendte fitnesskoncept i Spanien. Til dels fordi konceptet er gennemtestet og stærkt på andre markeder, men også fordi der allerede er opbygget et stærkt brand med stærke markedsføringsargumenter fra hovedkontoret i Danmark. Men da hendes skærm viste, at deres opslag på Facebook var set af flere end 110.000 personer efter blot at have været åbnet i 30 dage, måtte hun regne efter. Det gjorde hun så fire eller fem gange – og jo, den var god nok. De var gået viralt uden at bruge en krone på annoncering, og i dag er der cirka 200 personer, der træner i centeret hver dag.

LOOP Fitness tilbyder som bekendt effektiv træning på kun 24 minutter, og er et koncept, hvor alle kan være med. I Spanien ligner markedet dog det, mange måske kan huske fra Danmark for henved 10 år siden, hvor man ofte var af den tro, at træningscentre primært er for de unge og allerede stærke.

Derfor er der ingen tvivl om, at kæden rammer et hul i markedet, når Nana fortæller om åbningen, men udover det er der en anden interessant vinkel. Nana nævner nemlig flere gange, hvordan der online er opstået et fællesskab blandt deres facebook-brugere; hvordan energien blandt dem, som før måske ikke har følt sig trygge nok til at begynde at træne, nu føler sig hørt og imødekommet. 

– Vi har talt til vores gæster, som var det til os selv. Vi har glemt alt om, at alting skal være direkte salgsorienteret. I stedet har vi lyttet og reageret på brugernes reaktioner, og vi har lagt vægt på de bløde emotionelle værdier, alt det som gør vi relaterer til hinanden, fortæller Nana.

– Det er så simpelt, ikke? Køber jeg noget bare, fordi det er billigt, er chancen for, jeg køber hos dig igen, nok ikke stor. Besøger jeg et sted uden gæstfrihed, besøger jeg det nok ikke igen. Eller går jeg i et fitnesscenter, som ikke passer til mine behov, kommer jeg nok ikke igen efter en måned. Relationer! Relationer får os til at opbygge tillid, loyalitet og ultimativt købe og forblive kunder, uddyber Nana.

– Vi vil føle os set og hørt som forbrugere, og derfor er det selvfølgelig også sådan, jeg laver marketing. Du skal tro på det, du sælger, og i LOOP sælger vi meget mere end bare træning, vi tilbyder en tryg atmosfære og sammenhold, slutter Nana fra Spanien 

Her fra Hirtshals glæder vi os til at følge med i forretningseventyret hos LOOP Fitness i Spanien og måske på sigt bringe flere nyheder om de lokale, der drager ud i verden for at følge deres passion.

 

2 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments
Knud Thy
5 år siden

Go vind

lene christensen
5 år siden

Så kan man godt føle sig “lidt stolt” af også at være fra Tversted og kende Nana.