Gæster i Musikkens Hus kan de næste tre måneder se frem til at få en ekstra oplevelse, når de besøger koncerthuset.
Musikkens Hus har netop fået en ny kunstinstallation af tre havbænke i husets indgangsfoyer, der er skabt af kunstneren Morten Lykke, som bor i Tornby.
Bænkene er fremstillet af store blokke af akrylplast, som tidligere har været anvendt som ruder i Nordsøen Oceanarium i Hirtshals. Upcycling har således været et centralt tema for kunstfremstillingen, hvilket taler ind i en populær genbrugstendens.
Bænkene følger Nordsøen Oceanariums univers under overfladen, hvor akrylblokkene, som måler 240 x 40 x 40 cm, er glasklare og gennemsigtige og udformet til at illustrere vand, og bunden af blokkene er fræset til at afspejle strand- og vandflader fra Jyllands vestkyst.
Havbænkene giver således gæster i Musikkens Hus mulighed for at betragte og bruge kunstinstallationen på en og samme tid.
Kunstinstallationen vil være tilgængelig fra august og tre måneder frem.