
Formand Lars Busk hos Lærerkreds Nord, der favner medlemmer i kommunerne Hjørring, Frederikshavn og Læsø, husker kun alt for godt lockouten og regeringsindgrebet med Lov 409 i 2013.
– Når jeg taler med politikere både på “Borgen” og i lokalpolitik, så siger de samstemmende: “Vi skal have en aftale for lærerne” og “Vi skal gøre alt for at undgå en konflikt ved OK 18.” Det er jeg 100 procent enig med dem i, fastslår Lars Busk.
Lærerkreds Nords formand Lars Busk i den karakteristiske lysegrønne konfliktrøje i 2013.
– Jeg har lige udtalt mig til TV2 Nord, på vegne af de nordjyske kommuner, og det budskab, som formandskabet i KKR, Mogens Gade og jeg leverede i København i KL var en klar anbefaling af, at man leverede på en arbejdstidsaftale, forsikrer borgmester Arne Boelt til FlaskePosten.
I solidaritet med landets lærere, der kæmper for en overenskomstsikret aftale om deres arbejdstid, er i alt 52 foreninger desuden gået sammen i en såkaldt musketer-ed.
Det betyder, at der skal forhandles en aftale om arbejdstid til lærerne på plads, før de øvrige fagforeninger vil forhandle overenskomst.
Aalborg Lærerforening har som mange andre fagforeninger sendt konfliktvarslinger ud til deres tillidsrepræsentanter.
– Man er nødt til at finde en løsning på det her område. KL (Kommunernes Landsforening, red.) skal lægge noget på bordet, ligesom vi fra vores side har lagt noget på bordet. Så skal vi have noget på bordet nu, som vi kan forhandle ud fra. Ellers så kommer vi ikke videre, siger Karsten Lynge Simonsen, der for formand for Aalborg Lærerforening.
Det er snart fem år siden, at landets lærere blev lockoutet, og det er et levn fra den daværende regerings indgriben i lockouten, der nu kan blive genstand for en ny konflikt.
– Man kan jo have en 70 timers arbejdsuge, man kan have en 45 ugers arbejdsuge over en måned, uden at det udløser noget, og det er simpelthen for hård en belastning for vores medlemmer, siger Karsten Lynge Simonsen om konsekvenserne ved datidens lovændring.
Lærerne er ikke de eneste, der ved overenskomstforhandlingerne kæmper for en arbejdstidsaftale til netop lærerne.
– Vi andre vil ikke underlægges love, og at vi bryder med den danske model, så det er politikerne, der sætter overenskomsten. Det er ikke en tradition, vi har i Danmark, og det er ikke en vi ønsker, og det kan ligeså godt være os næste gang, så derfor protesten, siger Kristian Gaardsøe, der for formand for FOA Nordjylland.
Kilde: TV2 Nord.
Foto: Arkiv.