Lokale indspark ved borgermøde på Facebook

Politikernes svar på lokale indspark af Poul Martin og Hans Wendelboe Bøcher blev desværre ligesom flere andre gode indlæg overskygget i debattens ellers frugtbare knopskydning på Facebook.

10

Der var som bekendt onsdag aften fra kl. 19.00 til 20.30 for første gang i en nordjysk kommune lagt op til borgermøde på Facebook om den kommende struktur for daginstitutioner og skoler i Hjørring Kommune.

Ved de bærbare computere i byrådssalen sad alle det relevante udvalgs syv medlemmer med formand Daniel Rugholm (C) i spidsen klar til at deltage og besvare spørgsmål fra borgerne direkte i kommunens gruppe på Facebook.

Debatten var på forhånd især interessant i et lokalt perspektiv fra Hirtshals, fordi en stiftende generalforsamling, som beskrevet her på FlaskePosten, tirsdag aften vedtog vedtægter og valgte bestyrelse til Tornby Privatskole.

Sidstnævnte bliver nemlig derved en realitet, hvis det ikke lykkes for ledelsen at finde besparelser, der modsvarer den foreslåede lukning af Tornby Undervisningssted i Hirtshals Skolecenter.

I den anledning stillede Poul Martin og Hans Wendelboe Bøcher, der begge bor i Horne, kritiske spørgsmål til den model, der vil bevare det kommunale undervisningssted i Tornby.

Deres væsentligste og vægtigste argument gik på, at de fandt det kritisabelt, at man angiveligt derved ville drive et skoledistrikt i Hirtshals for væsentlig færre penge end i resten af Hjørring Kommune.

Desværre var der efter en lidt sløv start hurtigt kommet så meget gang i debatten, at den knopskød ud i adskillige tråde, der gjorde det svært for politikerne at følge med i dem alle og især at svare på alt.

Dog lykkedes det for Lokallistens Dan Andersen at få præciseret, at det pågældende forslag ikke er politikernes, men skolebestyrelsens og ledelsens eget udspil til et forsøg på at bevare en skole i Tornby.

Under alle omstændigheder kan det konstateres, at dette første borgermøde på Facebook umiddelbart efter nytår langt fra blev en fuser, men at strukturen på den klart kan forbedres af Hjørring Kommune.

Mange andre gode spørgsmål og svar blev stillet og givet, men det fører for vidt her at referere dem alle. Til gengæld kan de fortsat læses via linket her: Borgermøde på Facebook

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments