
Danmarks allerbedste husdyr er opmarcheret, når Gardehusarregimentets hesteskadron torsdag den 4. juli åbner Landsskuet med en opvisning i Store Ring.
Det store dyrskue i Herning samler 2600 dyr fra hele landet, som den 4.-6. juli dyster mod hinanden i konkurrencerne om at være Danmarks smukkeste husdyr.
Flere malkekvægsbesætninger i det nordjyske er blandt udstillerne, hvor Anderstrup Holstein ved Skørping traditionen tro er blandt de besætninger, der sender flest sortbrogede Holstein-køer til Landsskuet.
Nordjyder er også godt repræsenteret blandt kødkvæget. Blandt andet med en hel del Blonde d’Aquitaine fra Svenstrup og Arden samt flere Charolais fra Fjerritslev.
Landets største hesteskue
I hestestaldene sætter Landsskuet i år rekord med 370 tilmeldte avlsheste fra 24 hesteracer, hvilket gør udstillingen i Herning til landets største dyrskue for heste.
Blandt andet udstiller Helle Dalsgaard fra Farsø seks Jydske Heste, der i øvrigt er den hesterace, som der er flest af på årets Landsskue.
Blandt de 14 fåreracer og fire gederacer er der fire Marsk-får fra Thora Bak Veje og Kristian Veje, Tøving på Mors.
Landsskuet præsenterer også nogle af landets bedste dyr blandt de mindre husdyr. Og på skuets barselsgang med dyrebørn kan man møde pelsdyret Chinchilla.
Udover landets flotteste husdyr er der også en stor udstilling af maskiner, produkter og planter til den professionelle landmand, fritidslandmanden og haveejeren samt et væld af aktiviteter, der er rettet mod familien Danmark og forbrugerne. Blandt andet en ny og større fødevareudstilling, der er placeret midt i Landsskuets naturområde.





















































