
Musikken spiller en central rolle i Cirkus Dannebrog, hvilket også gjorde sig gældende, da Danmarks nationalcirkus mandag for 30. gang besøgte Hirtshals.
I den forbindelse er Tino Aeby og hans halve snes musikere med til at skabe den helt rigtige stemning. Med traditionel cirkusmusik fremhæves artisternes præstationer.
Som sædvanlig bød Agnete Louise Enoch publikum velkommen, da showet begyndte og takkede, da det hele efter et par åndeløst spændende og underholdende timer var forbi.
Det er selvfølgelig artisterne i manegen, der er det centrale, men ikke mindst også dyrene. Dyr og cirkus hører sammen, pointerede Agnete Louise Enoch overfor FlaskePosten.
Vi har derfor valgt dagen derpå at bringe en nogle billeder fra mandag aftens forestilling, hvor blandt andet familien Donnert fra Ungarn optrådte, idet Gabi Donnert viste seks araberheste i en flot såkaldt frihedsdressur, hvor dyrenes bevægelsesmønstre går op i en højere enhed med musikken og dressørens elegante fremtræden.
Sandor Donnert er jonglør på hesteryg. Stående på ryggen af dyret, mens hesten er i jævnt trav rundt langs manegens kant, balancerer han med bolde og kegler. En perfekt enhed af balancekunst jonglering.
Latoya viser samtidig kameler i frihedsdressur. Normalt ser man kameler i rolig gang, men her viser de andre sider af deres væsen, når de løber rundt i mange bevægemønstre, som om de var heste.
Dernæst er der alt det andet, som Cirkus Dannebrogs huselefant Ramboline. Dyrene afløses af dygtige artister. Fra Cuba deltog Troupe Estrella. Heidi Mary løb på skøjter og kombinerede det med luftakrobatik.
Et andet luftnummer udførtes af Alain Alegria, som er vovehalsen fra Mexico. Naturligvis har Cirkus Dannebrog også en klovn, som er den spanske spasmager Charly Carletto.
Klovnen inddrog først en mand fra publikum, mens der blev gjort klar til akrobater. Efterfølgende kom klovnen igen og inddrog nu tre herrer og en dame, som virkelig var med på legen.
Afslutningsvis blev der takket for opbakningen og for hjælpen fra Hjørring Kommune.
Foto: Victoria Skipper