
Det var andet år i træk, at B75 i weekenden havde værtsrollen for DM. Akkurat som i 2017 blev mesterskaberne afviklet i flotte rammer hos Park Vendia Hallerne i Hjørring.
Som optakt til mesterskaberne havde B75, som tidligere omtalt på FlaskePosten, fredag inviteret alle Hjørring Kommunes 5. og 6. samt 7. klasses elever til Kommunemesterskaber.
Ikke færre end 355 glade skolebørn kæmpede bravt og hyggede sig – alle og en var de med til at gøre dette arrangement til en kæmpe succes som optakt til DM. Værterne fra B75 vil derfor bestemt gentage det i 2019, når DM for tredje år i træk skal afholdes i Hjørring.
Selve DM turneringen blev ligeledes en succesfuld affære. B75 havde i år rekordantal spillere med i hovedturneringen ved de individuelle danske seniormesterskaber. Hele tre spillere fra B75 kvalificerede sig til hovedturneringen og var således at finde blandt de 32 bedste spillere i Damark. De tre spillere var Martin Lund, Ivik Nielsen og Daniel Christensen.
– Efter flotte præstationer i kvalifikationsturneringen, samt flot spil og god fight i 1/16 dels finalerne, måtte Martin Lund og Daniel Christensen dog begge se sig besejrede og ude af turneringen. Martin Lund efter knebent nederlag til den 9. seedede Thobias Lau fra Viby og Daniel Christensen efter nederlag til den 8. seedede Christian Kongsgaard fra København, fortæller Jim Christensen fra B75.
– Ivik Nielsen fra B75 blev med en imponerende indsats mesterskabernes helt store positive overraskelse. I 1/16 dels finalerne besejrede han den tidligere landsholdsspiller Carsten Egeholt, som i år deltog i DM for 39. gang i træk. Herefter mødte Ivik Anders Lind, som senere kunne lade sig fejre som ny dansk mester, noterer Jim Christensen.
Ivik præsterede fremragende bordtennis og var den spiller, som turneringen igennem pressede den nu nykårede danske mester Anders Lind mest i Hjørring. Ivik var i øvrigt også den eneste modstander, som vandt sæt over Anders Lind.
Grønlandske Ivik, der som et led i sin bordtennismæssige udvikling flyttede til Hirtshals og B75 for omkring 3 år siden, levede således til fulde op til grønlændernes nylige kåring af ham som Årets Idrætsudøver.
Søndag eftermiddag kunne følgende bordtennisspillere kalde sig Dansk Mester anno 2018:
Mix double: Sofie Walløe og Anders Lind, Brønshøj.
Dame double: Stefanie H. Christensen, Hillerød og Izabell Nørlem, Brønshøj.
Herre double: Allan Bentsen og Finn Tugwell, Roskilde:
Dame single : Stefanie H Christensen.
Herre single : Anders Lind, Brønshøj.
Dansk Mester 2018 i damesingle Stefanie H Christensen fra Hillerød.
Dansk Mester i herresingle blev Anders Lind fra Brønshøj.
Foto: Jim Christensen, Kim Sanderhoff og Lars Rokkjær.