De to områder og feriedestinationer Hirtshals og Tversted har tidligere været fælles om en trykt guide, og nu er ideen taget op igen.
– Vi tror på samarbejde og på at vi i fællesskaber er stærkest! Derfor er vi gået sammen om at lave en lokal guide, som skal fremvise alle vores herligheder. Fra Tornby i syd til Tversted i øst har vi 30 km strand og skøn natur, imponerende attraktioner og et hav af fede aktiviteter og begivenheder at tilbyde vores turister, fortæller Henriette Andrea Søttrup og Birthe Østergaard fra henoldsvis Hirtshals Turistforening og Tversted Borger – og Turistforening.
Guiden er fyldt med flotte fotos og gode historier om området. Og selvfølgelig henvisninger til overnatning, restauranter og føromtalte attraktioner, aktiviteter og begivenheder. Kort sagt; inspiration til ferieoplevelser.
– Ideen opstod, da det blev klart at Toppen af Danmark i 2018 ikke udgiver “Lysets land” – magasinet. Mange turister vil stadig gerne have trykt materiale i hånden, hvor oplysningerne om området er samlet. Guiden er tænkt som en håndbog for turister, som gæster vores område. Men vi håber selvfølgelig også, at vi kan fange transitgæsterne og give dem lyst til at opholde sig her i længere tid med en guide i hånden, lyder det fra Henriette Andrea Søttrup og Birthe Østergaard.
Nu er det endelige resultat færdigt, og bliver de næste par uger distribueret til alle turistbureauer og attraktioner i Nordjylland.
– Vi glæder os til at få guiden på gaden og ”arbejde” for at synliggøre og markedsføre vores område, slutter Henriette Andrea Søttrup og Birthe Østergaard.