Forsamlingsforbuddet hæves mandag til 50 personer fra 10 personer.
Det fremgår af en bekendtgørelse fra Sundheds- og Ældreministeriet, der er offentliggjort i Lovtidende.
Den forhøjede grænse var ventet, da regeringens udspil i sidste uge gik på, at man ønskede at hæve forsamlingsforbuddet fra 8. juni.
Det fremgår ikke hvilke partier, der ud over regeringen har indgået aftalen om forsamlingsforbuddet på 50 personer.
Loft kan hæves yderligere
Regeringen har tidligere meldt ud, at man ønsker forsamlingsforbuddet yderligere hævet de kommende måneder.
Ønsket er, at det fra 8. juli hæves til 100 personer og fra 8. august til 200 personer.
Forsamlingsforbuddet på ti personer trådte i kraft 16. marts, da Folketinget vedtog en hastestramning af epidemiloven.
Denne tillod sundhedsministeren at indføre et forsamlingsforbud på grund af coronavirus.
Dagen efter – 17. marts – blev forsamlingsforbuddet skærpet. Dermed var det kun tilladt at samles 10 personer mod det tidligere loft på 100 personer. Det omfattede både indendørs og udendørs, offentlige og private arrangementer.
Siden marts er forbuddet blevet forlænget flere gange.
Absolut grænse på 500 personer
Statsminister Mette Frederiksen (S) sagde på et pressemøde 6. april, at der ville gælde et absolut loft for antallet af personer, der kan samles.
Forbuddet gælder forsamlinger på over 500 personer og vil vare til minimum 1. september.
I lyset af den udmelding gik landets største festivaller som eksempelvis Roskilde Festival, NorthSide og Tinderbox hurtigt ud og aflyste sommerens musikalske begivenheder.
Indendørs idræt åbner op
Fredag 5. juni lagde regeringen op til, at alle idrætsfaciliteter, der ikke allerede er omfattet af genåbningsplanen, også åbner 8. juni.
Dette bliver bekræftet i bekendtgørelsen.
Dermed er indendørs sports- og fritidsfaciliteter som for eksempel fitnesscentre, badelande, legelande, svømmehaller fremrykket fra fase 4 til at være en del af genåbningens fase 3.
Det er tidligere blevet meldt ud, at det i høj grad er op til idrætslivet selv at udarbejde de konkrete sundhedsmæssige retningslinjer for en genåbning, men der vil gælde de overordnede retningslinjer vedrørende hygiejne og afstand.
De nærmere retningslinjer forventes at blive præsenteret mandag.
En række undtagelser
Fredag 5. juni lagde regeringen desuden op til, at der ville være en række undtagelser, hvor der kunne samles flere end 50 personer.
Det inkluderede alle arrangementer, hvor deltagerne “i det væsentlige” sidder ned, såsom eksempelvis bryllupper, konferencer og generalforsamlinger samt tilskuere ved fodboldkampe.
Her ville forsamlingsforbuddet være op til 500 personer.
Der står ikke noget om dette i bekendtgørelsen, der kom natten til mandag, men ifølge Sundheds- og Ældreministeriet vil der komme flere oplysninger om dette mandag.
Kilde: TV2 Nord.