Livredderne er snart klar ved Tversted Strand

Fra den 20. juni står TrygFonden Kystlivrednings livredderne klar på Tversted Strand. De specialuddannede livreddere holder øje med badegæsterne på stranden hver dag kl. 11 til 19 frem til den 13. august.

10

Nu hejser TrygFonden Kystlivredning flaget i de 36 livreddertårne landet over, hvor livredderne hver dag vil se efter badegæsterne.

Livredderne er både klar til at træde til i livstruende situationer og til at give gode råd om badesikkerhed til vandglade børn, deres forældre og andre på stranden.

Livredderne er klar til en ny badesæson

Når solen skinner, og vandet er lunt, strømmer danskerne til stranden, og det giver ekstra travlhed for livredderne. TrygFonden Kystlivrednings livreddere har trænet hele foråret og forberedt sig grundigt for at være klar til badesæsonen.

– Vores livreddere har trænet hårdt i forårsmånederne for at være i topform og klar til at passe på badegæsterne på de danske strande. Sidste år var på trods af blandet vejr en travl sæson for livredderne, der gennemførte 60.610 indsatser, hvoraf det vurderes, at der var personer i livsfare i 27 af tilfældene. Langt de fleste indsatser var af forebyggende karakter, hvor livredderne var ude i vandet og kalde badegæsterne tættere på land eller tog en snak med badegæsterne fx om de lokale forhold på strandene, baderådene og hvad man skal være særligt opmærksom på i vandet. Livreddernes forebyggende arbejde kan også på lang sigt være med til at give danskerne gode badevaner, siger René Højer, programchef, TrygFonden.

Hop i vandet på en strand med livreddere

Når man skal en tur i vandet, er der god grund til at vælge Tversted Strand, hvor der er et bemandet livreddertårn. Her holder livredderne opsyn og orienterer om, hvordan man passer på sig selv og hinanden på stranden. Desuden står de klar med førstehjælpskassen, hvis der er brug for et plaster eller en forbinding. TrygFonden Kystlivredning anbefaler, at man altid bader mellem de to rød-gule flag i strandkanten, som markerer det område, hvor livredderne holder særligt øje.

– Vores kystlivreddere hjælper med stort og småt, og de kender stranden godt og kan oplyse om de lokale forhold. Desuden er de trænet i at træde til, hvis der opstår farlige situationer på stranden. Vi anbefaler derfor alle – også rutinerede svømmere – at vælge en strand med livreddere. For selv mange års erfaring er ingen garanti for, at man ikke kan komme i vanskeligheder, siger Anders Myrhøj, chef for drift og sekretariat, TrygFonden Kystlivredning.

Livredderne fra TrygFonden Kystlivredning er på Tversted Strand hver dag kl. 11-19 indtil den 13. august.

Tjek stranden på mobilen
Download den gratis applikation ”Strandvejr” til både Android og iOS og tjek forholdene på stranden hjemmefra. Se fx vandets temperatur, hvornår livreddertårnet er åbent, eller om der er brandmænd og alger. Du kan også se de 5 Nationale Baderåd.
Se film om de 5 baderåd
Livredderne fra TrygFonden Kystlivredning har udarbejdet en kort film om de 5 baderåd. Se, hvad du skal være særligt opmærksom på, inden du og familien tager på stranden: http://www.respektforvand.dk/ved-vandet/de-fem-baderaad-og-sikkerhed
Her kan du møde TrygFondens kystlivreddere

Bornholm:

Antoinette Strand ved Rønne og Balka Strand ved Nexø.

Sjælland og Lolland-Falster:

Bellevue Strandpark, Charlottenlund Strandpark, Havnebadet Islands Brygge i København, Havnebadet Fisketorvet i København, Havnebadet Sluseholmen i København, Vallensbæk Strand, Brøndby Strand, Ishøj Strand, Hundige Strand, Marielyst Strand, Enø Strand ved Karrebæksminde, Gudmindrup Strand og Kabelhuset Strand ved Rørvig.

Fyn:

Fyns Badestrand ved Nyborg, Kerteminde Nordstrand og Christiansminde Strand ved Svendborg.

Jylland:

Lakolk Strand på Rømø, Rindby Strand på Fanø, Hvidbjerg Strand ved Varde, Vejers Strand, Hvidbjerg Strand, Henne Strand, Hvide Sande Sydstrand, Søndervig Strand, Blokhus Strand, Løkken Strand, Tversted Strand, Sønderstrand i Skagen, Tornby Strand, Grenaa Sydstrand, Palmestranden i Frederikshavn, Den Permanente i Aarhus, Saksild Strand ved Odder, Moesgård Strand syd for Aarhus og Østerstrand ved Fredericia. 

 

 TrygFondens 5 baderåd

TrygFonden har sammen med Dansk Svømmeunion udviklet fem enkle baderåd, der indeholder de vigtigste ting, du skal være opmærksom på, når du færdes på stranden.

  1. Lær at svømme

Når du kan svømme, kan du redde dig selv og andre fra at drukne. Vælger du at gå i vandet, selvom du ikke kan svømme, bør du finde et sted, hvor du kan bunde, og hvor vandforholdene er rolige.

  1. Gå aldrig alene i vandet

Når I er flere, kan I holde øje med hinanden og reagere hurtigt, hvis noget går galt. Det giver større sikkerhed for alle. Undgå farlige lege i vandet og råb aldrig om hjælp for sjov.

  1. Læs vinden og vandet

Brug dine øjne og din sunde fornuft, før du bader. Tjek vandets dybde og strømforhold og hold øje med vindens retning. Ved fralandsvind driver badedyr, gummibåde og luftmadrasser hurtigt til havs. Der er også øget risiko for brandmænd. Ved pålandsvind er der øget risiko for revlehuller med kraftig udstrømning.

  1. Lær stranden at kende

En ny strand kan være fuld af overraskelser, der ikke kan ses med det blotte øje. Spørg de lokale eller en livredder om strandens særlige forhold, før du går i vandet. Passerer der en hurtigfærge, der kan give store bølger? Er stranden kendt for at være meget stejl? Er der moler eller høfder, som påvirker strømmen? I udlandet skal du også være opmærksom på undersøiske rev eller farlige dyr. Læs også altid strandens oplysningsskilte.

  1. Slip ikke børnene af syne

Hold dig tæt ved badende børn, så I kan se og høre hinanden, og du kan nå at gribe ind, hvis det bliver nødvendigt. Selv større børn, der svømmer godt i en svømmehal, kommer nemt i vanskeligheder i mødet med havets strøm og bølger. Hold godt øje med børn og sørg for ikke at blive distraheret.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments