Måske skyldes det et litterært granatchok, at jeg lige måtte sunde mig en smule, før jeg kunne sætte nogle mere præcise ord på læsningen af Thomas Klimeks nye roman Polak.
Den ligger i alle henseender milevidt fra forgængeren Logen, der handlede om et dramatisk dilemma for de voksne barndomsvenner Frederik, Kim, Lars, Mads og Johan.
I Polak rykkes vi i flere henseender ud af det let genkendelige velfærdssamfund og tilbage i tiden mellem 1904 og 1920. Derved placeres læseren i intenst selskab med de unge mænd Joannes og Gerek samt deres personlige udfordringer og midt i de storpolitiske trakasserier før, under og umiddelbart efter Første Verdenskrig.
Det er forfatterens valg af kronologiske nedslag og selvfølgelig krigens uhyrligheder, der undervejs og efter læsningen gav mig følelsen af et litterært granatchok afstedkommet ved den indledningsvis konsekvent valgte og gennemførte trækken læseren tilbage i tid, der sanses helt ud i et arkaisk sprog og tempo med fokus på slid og fattigdom, som langsomt geares op i et historisk sug ind i fiktionens realistiske univers og ender ud i handlingens granatnedslag med ætsende stærke scener fra verdenskrigens sindssyge rædsler, hvor afbrændte afgrøder på katastrofal vis fremmer den truende hunger, mens det tabte fædreland kun lever i kirken, som det et sted formuleres af forfatteren.
Det står da også hurtigt under læsningen klart, at forfatteren har et dybtfølt anliggende af både personligt og politisk tilsnit, som tillige uddybes i et fint efterskrift, men det lykkes ham ikke mindst takket være de nævnte sproglige greb og de stilistiske nedslag at gribe og fastholde det alment menneskelige perspektiv hele vejen i den dramatiske historie om en verden af i går samt især skæbnerne Joannes og Gerek.
Der skulle med andre ord ikke mange litterære fejlgreb til, hverken i persontegningen eller stilistisk med hensyn til formen, før romanen med større succes kunne være blevet skrevet som en lang kronik eller måske et essay, men den indre nødvendighed i projektet her holder romanen svævende som en skæbneladet granat fra ende til anden.
Ung må verden endnu være, hedder det som bekendt med titlen på en roman af den norske forfatter og digter Nordahl Grieg. Romanen her har ikke ligeså programmatisk en titel, men den har samme indignerede og humanistiske tematik samt et poetisk proklamerende granatsmæld i form af substantivet Polak.
Lokalpolitikeren har som forfatter leveret et litterært granatnedslag!
