
Fødevarestyrelsen fortæller, at den listeriabakterie, der er skyld i smitten, er den samme type, som er fundet i Kattegat Seafood, skriver TV2/Nord.
Fødevarestyrelsen lukkede i juli for produktionen af laks hos Kattegat Seafood i Hirtshals, fordi der lige præcis er fundet listeria to steder på fabrikken.
Annette Perge fra Fødevarestyrelsen forklarer ifølge TV2/nord, at det fund af listeria, man har fra fiskefabrikken i Hirtshals, er fundet i miljøet og ikke på selve produkterne. Bakterien kan imidlertid have spredt sig til produkterne under eksempelvis rengøring. Og fordi bakterien er den samme, som man har fundet hos de smittede personer, er det sandsynligt, at personerne er blevet syge af fisken fra Kattegat Seafood, hedder det altså hos TV2/Nord.
Det er sjældent, at myndigheder kræver hele produktioner lukket, men fødevarestyrelsen havde den 19. juni og den 7. juli fundet listeria der, hvor der produceres koldrøget og gravad laks på Kattegat Seafood. Fødevarestyrelsen understreger, at det kun er dele af produktionen, der er lukket på fabrikken.
FlaskePosten kunne da også allerede tidligere på sommeren fortælle historien om Kattegat Seafoods tilbagekaldelse af laks fra Aldi.
Link til tidligere artikel: Firma tilbagekalder laks fra Aldi