Limfjordstunnel med solceller

Når solen igen får magten i forsommeren, skal et nyt solcelleanlæg sørge for, at lyset bliver omsat til strøm, der kan drive Limfjordstunnelen.

110
Foto: Johnni Isaksen.

250.000 kroner. Så meget forventer Vejdirektoratet at spare årligt ved at installere et stort solcelleanlæg i Limfjordstunnelen, som kan være med til at drive belysning, ventilatorer, elektriske trafiktavler og andet, der er med til at sikre, at de over 85.000 trafikanter, der dagligt passerer Limfjorden ad denne vej, kan gøre det sikkert og i god ro og orden.

Arbejdet med at installere det store solcelleanlæg er allerede igang og lige nu arbejder Vejdirektoratet med de indledende øvelser inden selve anlægget skal sættes op og sluttes til de elektriske installationer. Ifølge planen løber de første grønne kilowatttimer igennem tunnelens kabler i forsommeren.

– Vi skal inden for transportområdet hele tiden overveje, hvordan vi kan løse vores opgaver på den mest miljøvenlige måde. Ved at få solceller til at levere strøm til Limfjordstunnelen sparer vi både penge og energi – og vi gør det på en måde, der er relativt enkel at installere. Det er et godt eksempel på de klimavenlige løsninger, der skal være med til at fremme den grønne omstilling, jeg arbejder for som transportminister, udtaler transportminister Benny Engelbrecht (S) i en pressemeddelelse om det nye projekt.

Strøm i et lukket kredsløb

Solcelleanlægget skal installeres på Limfjordstunnelens såkaldte portaltbygninger – både nord og syd for fjorden. På den søndre portaltbygning bliver både taget samt grønne områder øst og vest for bygningen for tunnelen indraget til solcelleanlægget og på den nordre portalbygning er det tagfladen, der skal huse solcellerne.

Når alt er installeret vil anlægget kunne generere 125.000 kilowatttimer årligt. Det svarer omtrent til 28 familiers el-forbrug. Og det vil altså spare Vejdirektoratet for indkøb af el for 250.000 kroner.

Modsat mange andre solcelleanlæg vil strømmen fra solen løbe direkte ud i installationerne i tunnelen:

– Strømmen fra solcellerne bliver kanaliseret direkte over i tunnelens installationer og forbrugt med det samme, forklarer fagkoordinator Rasmus Bang fra Vejdirektorate i pressemeddelelsen og supplerer:

– Limfjordstunnelens anlæg bruger i øvrigt mest strøm, når solen står højest, hvilket er endnu en styrke ved installationen.

Kilde: TV2 Nord.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments