Lilli Damsgaard om en mulig lukning af Smedegården i Bindslev

Lokalpolitiker og udvalgsformand Lilli Damsgaard forklarer her, hvorfor det overhovedet er på dagsordenen at stille forslag om lukning af Smedegården i Bindslev.

14

På den lokale webavis kom vi under vejr med en underskriftindsamling på nettet, hvor man protesterer mod en foreslået lukning af plejehjemmet Smedegården i Bindslev. Derfor besluttede vi os for at kontakte den lokale byrådspolitiker Lilli Damsgaard, som også er udvalgsformand for Sundheds-, Ældre- og Handicapudvalget (SÆH).

– Desværre er det sådan, at vi i SÆH udvalget skal finde 32 millioner over de næste fire år. Det er en budgetopgave, vi har fået på lige fod med de øvrige fagudvalg. Vi har helt rigtig Smedegården med i et af de mange reduktionsforslag, som vi fremsender til videre behandling, forklarer Lilli Damsgaard til FlaskePosten.

– Der er intet afgjort endnu, men det er et forslag til videre behandling. Det er sådan, at vi har mange ledige pladser rundt omkring på vores plejecentre i kommunen og har haft det et stykke tid. Samtidig ser det ud til, at denne problematik er vedvarende, hvorfor vi foreslår at nedlægge det mindste plejehjem, vi har, lyder forklaringen fra udvalgsformanden.

– Det er bestemt ikke en ønskesituation at være i og efterhånden føler jeg også, at med alle de besparelser, vi er pålagt, er smertegrænsen forlængst nået. Vi fremsender forslag til reduktioner og håber inderligt i SÆH udvalget, at der findes en løsning på en del af forslagene. Der er som sagt intet afgjort endnu, og andre forslag kan komme i spil, lyder det afslutningsvis fra Lilli Damsgaard.

Via linket nedenfor kan man finde den aktuelle underskriftindsamling, hvorunder der kører en debat om den foreslåede lukning af Smedegården. Den skal bevares, så de gamle og svage, som har behov for hjælp i deres liv og alderdom kan få den i det lokalsamfund, hvor de er vant til at færdes, lyder det blandt andet.

Det er nemt og bekvemt at lave en online underskriftsindsamling, men de virker ikke. Ud med faner og bannere, kontakt medierne, kæmp og giv modstand på den gode gamle metode. Politikerne giver ikke en fløjtende fis for de online underskriftsindsamlinger, lyder det fra en anden debattør.

Link: Bevar Smedegården i Bindslev

Frem mod det næste kommunalvalg, der finder sted den 21. november 2017, vil vi på den lokale webavis, som ifølge Google Analytics har 130.000 sessioner og 50.000 brugere om måneden samt knap 10.000 likes på Facebook, sætte fokus på den lokalpolitik og de lokalpolitikere i hele Hjørring Kommune, som i sagens natur har indflydelse også på livets gang i vores primære område, som er den gamle Hirtshals Kommune.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments