Lignelsen om kongesønnens bryllup udlagt i Hirtshals Kirke

Sognepræst Aksel Toft havde brugt megen tid i den forgangne uge til at arbejde med søndagens svære tekst, der blev udlagt denne solbeskinnede søndag i Hirtshals Kirke.

8

Sognepræst Aksel Toft indledte denne søndags gudstjeneste med en smuk og poetisk besværgelse af den kirkelige liturgi ved tre gange at gentage ordet selvfølgelig i Hirtshals Kirke.

Der var imidlertid ingen selvfølgelighed over sognepræstens efterfølgende prædiken, hvor han med inddragelse af professor Mogens Müller leverede en udlægning af lignelsen om kongesønnens bryllup i Mattæusevangeliet.

Det er nemlig en svær tekst, hvilket Aksel Toft da også indledte med at medgive, idet han videre fortalte, at han havde brugt megen tid på den i ugens løb, men det kom så lykkeligvis os andre til glæde og gavn denne solbeskinnede søndag formiddag i Hirtshals Kirke.

For at få brækket hul ind i teksten og dermed til lignelsens meningsbærende lag tog sognepræsten derfor også det tunge værktøj i brug, hvilket i dette tilfælde såmænd var selveste korset, der som bekendt har to bjælker; nemlig en horisontal og en vertikal.

I forhold til, hvordan teksten læses, kan vi således med sognepræstens egne ord vælge at tage imod den oppefra og ned. Derved ligger den tydning snublende nær, at det er en regulær domstekst, der skildrer vores situation i forhold til at skulle undgå at takke nej til invitationen. Frygten for ikke at være kaldet eller udvalgt ligger med præstens ord og lurer lige om hjørnet.

Hvis vi derimod oplever teksten nedefra, altså som en etisk opfordring til os, bliver vi på en anderledes måde delagtige i det mellemmenneskelige liv, som vi er blevet skænket af Gud.

Allerede indledningsvis i sin prædiken havde Aksel Toft, som allerede antydet, da også inddraget omtalte professor Mogens Müller, som nævner det alternativ, at vi skal gå ud i det afsides og finde de tabte og tage dem ved hånden.

Det lyder da egentlig som en god idé, konstaterede Aksel Toft. Derfor lod han også professoren få det sidste ord med denne etiske fordring: “Gå ud i det afsides, find de tabte og tag dem ved hånden!” 

Hele sognepræst Aksel Tofts tankevækkende udlægning af lignelsen om kongesønnens bryllup kan findes og læses her: Prædiken til 20. søndag efter trinitatis 2015

 

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments