Lenni Grøn rådgiver boligsælgere med helt nyt koncept i Nordjylland

Som den første i Jylland har Lenni Grøn åbnet en virksomhed, som rådgiver private boligsælgere. Lenni Grøn kræver kun betaling, hvis han formår at forhandle sig frem til en rabat på det salær, som ejendomsmægleren forlanger.

162

– Det er på alle måder en win-win situation for sælgeren, fordi jeg kun skal have løn, hvis sælgeren sparer penge, forklarer Lenni Grøn fra LE Sælgerrådgivning, der har base i Frederikshavn.

Hans rådgivning strækker sig over tre faser. Til at begynde med hjælper han med at finde den rigtige ejendomsmægler.

– Som tommelfingerregel kontakter jeg to-tre ejendomsmæglere. Det gør jeg for at finde den helt rette, som passer til netop den type bolig, mine kunder vil sælge. Hertil er det også vigtigt, at der er en god kemi mellem parterne, så de får den gode dialog gennem hele salgsperioden.

Der er også stor forskel på, hvilket område boligen ligger i.

– I de lidt større byer findes der mange mæglere, som vil sælge ens bolig, men nu kommer jeg selv fra Lendum, og jeg ved alt om, at det ikke er alle ejendomsmæglere, som er lige ihærdige for at sælge et hus i de mindre byer, eksempelvis Lendum, Jerup eller Mosbjerg. Så at finde den rette ejendomsmægler, som skal sælge netop den type bolig mine kunder har, er også en stor del af arbejdet, siger Lenni Grøn.

Det vil være muligt, at han også er til stede som observatør, når ejendomsmægleren vurderer og prissætter huset. Måske er det nødvendigt med spørgsmål og andre relevante ting, som sælgeren ikke lige tænker over eller glemmer.

Når sælger har valgt sin ejendomsmægler, sørger Lenni Grøn for at gennemlæse formidlingsaftalen og salgsbudgettet – især den del, som står med småt – for at sikre sig, at sælger har forstået, hvad det er, de skriver under på.

– Jeg er selv uddannet ejendomsmægler og har arbejdet i forskellige kæder i tre år. Jeg ved desværre alt om, at netop ejendomsmæglere befinder sig i top 3 ifølge den årlige troværdighedsanalyse blandt befolkningen, når det gælder manglende troværdighed. Det gør ofte sælgeren usikker. Her er det, at jeg bidrager med større tryghed, forklarer Lenni Grøn.

Hans honorar afhænger af, hvor dygtig han er til at forhandle ejendomsmæglerens salær ned. Kræver mægleren som udgangspunkt eksempelvis 70.000 kroner, men LE Sælgerrådgivning forhandler prisen ned i 58.000 kroner, skal sælger betale 40 procent af besparelsen – 4.800 kroner – til Lenni Grøn. Sælger sparer dermed i alt 7.200 kroner ved salget.

LE Sælgerådgivning gik i luften 1. marts og har allerede hjulpet med boligsalg i Frederikshavn, Elling, Sæby, Hjørring og Lendum.

– Jeg har faktisk et fint samarbejde med ejendomsmæglerne. De kan godt forstå, at mit mål er, at sælgerne får en fair og tryg behandling. Det kan være for mange en uoverskuelig proces at skulle sætte sin bolig til salg, og det er ikke altid nemt at finde rundt i opstarten, hvis man for eksemepl er 80 år, førstegangssælger eller ikke har solgt bolig i 40 år, siger Lenni Grøn.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments