Lempelse af forsamlingsforbud udløser ketchupeffekt

Delvis åbning af grænserne og hævelse af forsamlingsforbuddet har for alvor sat gang i aktiviteten hos flere danske rejsebureauer, som nu kan se lys for enden af tunnelen. Det gælder også for NILLES Rejser, som nu for første gang i tre måneder kan sende gæster afsted på ferie.

1379

Rejse- og turistbranchen fulgte spændt med, da Statsministeren den 29. maj kunne offentliggøre, at rejsevejledningerne til Tyskland, Island og Norge bliver lempet fra den 15. juni. Nu er også forsamlingsforbuddet hævet til 50 personer, og det er gode nyheder for blandt andre NILLES Rejser, der igen kan sende gæster afsted på ferie både i og udenfor Danmark.

– Hos NILLES Rejser har vi længe set frem til at sende gæster afsted på busrejser til nye oplevelser, og hævelsen af forsamlingsforbuddet betyder, at vi igen kan sende busser afsted til destinationer i Danmark, Norge og Tyskland, forklarer direktør hos NILLES Rejser Miriam B. Christiansen, der samtidig ikke lægger skjul på, at selskabet havde set frem til at kunne åbne op for rejser til større dele af verden:

– Vi er naturligvis ærgerlige over, at vi ikke kommer til at realisere en stor del af vores rejser som blandt andet omfattede sommerflyvninger til Kroatien, Irland, Skotland og Sydeuropa. Vi kommer i stedet til at fokusere på flere ture i Danmark samt nærmarkederne, og så håber vi på, at sensommeren byder på færre rejserestriktioner, så vi kan indhente noget af det tabte.

Direktør Miriam B. Christiansen hos Nilles Rejser.

Når NILLES busser igen ruller afsted med de første gæster, bliver det med en række særlige tiltag for at tage vare på både gæster, chauffører og rejseledere, der som altid er til stede for at skabe tryghed på rejsen. Der vil bl.a. være særligt fokus på rengøring af kontaktflader og adgang til håndsprit, og alle chauffører vil bære handsker i forbindelse med håndtering af bagage.  Derudover stilles der høje krav til, at selskabets leverandører på de enkelte destinationer lever op til myndighedernes retningslinjer.

Stigende ønske om forbrugerbeskyttelse

Hos NILLES Rejser har der været travlhed de seneste uger efterhånden som restriktionerne er blevet lempet. Det har blandt andet medført en for årstiden usædvanlig stor interesse for at booke rejser til næste år, og det giver anledning til forsigtig optimisme hos den nordjyske rejsedirektør.

– Meget tyder på, at danskerne har længtes efter en udmelding i forhold til sommerferien, og at de nu er mere end klar til at komme ud og opleve både Danmark og resten af verden – også på længere sigt. Vi tillader os derfor at være forsigtigt optimistiske omkring den kommende tid, siger Miriam B. Christiansen og fortsætter:

– Mit håb er, at krisen på længere sigt vil give en opblomstring til landets rejsebureauer. Fordelene, der er forbundet med at bestille en pakkerejse gennem et veletableret rejseselskab, som arbejder under den danske pakkerejselov, har vist sig at være af afgørende betydning i en situation som denne, da det skaber en større tryghed for forbrugerne. Vores forventning er, at der vil opstå et stigende ønske om forbrugerbeskyttelse i lyset af krisen.

NILLES Rejser sender hvert år op mod 26.000 gæster afsted med bus, fly og skib på rejser til hele verden.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments