
Trods gang i hjulene og truende mangel på arbejdskraft i mange brancher er ledigheden steget i Hjørring, skriver Hjørring ErhvervsCenter.
Den stigende ledighed skyldes primært flygtninge, der ikke er kommet ind på arbejdsmarkedet.
Ledigheden blandt de forsikrede bliver stadigt lavere og er for første gang i mindst 10 år på vej ned under 1000 personer, nemlig 1056 med 1157 i april 2016.
Nytilkomne flygtninge indgår i kategorien ”ikke-forsikrede ledige”. Den er p.t. på 441 personer mod blot 138 sidste år.
Denne stigning er parallel med stigning i tilgangen af flygtninge fra Syrien til Hjørring kommune.
I 2014 var der 67 syriske flygtninge i kommunen. I dag er tallet 472.
Syrerne er dermed på vej til at overhale vietnamesere som den største etniske gruppe af indvandrere i Hjørring kommune. Der er i dag 464 vietnamesere i kommunen. Det tal var været nogenlunde konstant, siden bølgen af vietnamesiske flygtninge for mere end 30 år siden.
Når efterkommere regnes med, er den vietnamesiske befolkningsgruppe dog stadig klart størst. Nemlig på 760 personer.
Det samlede antal indvandrere og efterkommere i Hjørring kommune er p.t. 5140. Det er en stigning på 73 pct. siden 2008, som er det første år i de offentligt tilgængelige tabeller hos Danmarks Statistik.
Indvandrere og efterkommere udgør 8,5 pct. af den samlede befolkning i kommunen. I Danmark som helhed er 12,5 pct. af befolkningen indvandrere og efterkommere.
Kilde: Hjørring ErhvervsCenter
Frem mod det næste kommunalvalg, der finder sted den 21. november, vil vi på den lokale webavis sætte fokus på den lokalpolitik og de lokalpolitikere i hele Hjørring Kommune, som i sagens natur har indflydelse også på livets gang i vores primære område, som er den gamle Hirtshals Kommune.