Af Lasse Rosendahl
Dykker og formidler
Nordsøen Oceanarium
Jeg bor på landet, og som så mange andre har jeg en kat. En stor, gråstribet hankat. Ualmindelig sød og godmodig over for mig og pigerne – men en kat. På godt og ondt.
De første tamkatte optræder hos egypterne. Her fik romerne er godt øje til disse kælne og selvstændige dyr, der kunne holde skadedyr nede i beboelsesområderne. Romerne tog dem med sig til Italien, hvorfra de spredtes ud over Europa. Det ældste fund af tamkat i Danmark kan spores tilbage til ca. 200 e.Kr.
Nå, tilbage til min kat. Den bor i udhuset og kommer kun ind på udvalgte tidpunkter – det vil sige, når jeg er hjemme (og den er hjemme, og hvis den gerne vil ind. Det vil den i øvrigt ikke altid). Hvis den er inde, lukkes den ud til aften for at bestride sit primære formål – det samme som romerne brugte den til – at holde bestanden af skadedyr nede omkring matriklen. Det gør den ualmindeligt godt. Jeg prøvet flere gange at åbne hoveddøren, hvor den er i færd med at æde både mus og mosegrise. Ikke alle dyr bliver ædt. Nogle bliver dræbt og slæbt med ind i kattens rum, der bliver kaldt både “Monsans hule” eller Monsans rædselskabinet”. Her ligger de på gulvet – nærmest som trofæer – som han stolt viser frem, når jeg skal ud og give ham mad. Det er desværre ikke kun skadedyr som mus, mosegris og rotte, som jeg har set liggende på gulvet derude. Listen tæller desværre også arter, der på ingen måde er skadedyr herunder forskellige slags fugle, firben, salamander, harekilling og her til morgen: en lækat!
Lækatten er hvid om vinteren og så kaldes den også en hermelin. I sommerhalvåret er pelsen brun. Halespidsen forbliver sort året rundt. I Mellemeuropa og England skifter lækatten ikke vinterpels. Måske det samme kommer til at gøre sig gældende i vores natur, hvis vintrene bliver varmere. Det er et af vores mindste rovdyr herhjemme. Den bliver ikke meget mere end 30 cm lang. Kun bruden er mindre. Lækatten bliver typisk 4-6 år gammel. De fanger primært mus, men kan også finde på at jage større dyr som mosegrise, rotter og harekillinger.
Tilbage til tamkattene. Det er nogle iskolde dræbermaskiner, og desværre nøjes de ikke med at slå skadedyr ihjel. Skal der trækkes noget positivt ud af drabet på hermelinen, har det givet anledning til at få fortalt lidt om tamkatten og ikke mindst det smukke dyr med den hvide pels, der i gamle dage var den fornemmeste pels, man kunne skaffe. Eksempelvis danner en kåbe af hermelinskind baggrund på det danske rigsvåben. Hermelinen overdrages senere i dag til min ven Gustav Urth, der samler på døde dyr. Han er i øvrigt rigtig dygtig til at fortælle om dyrene på utraditionelle måder, så måske hermelinen får nyt liv igen på et tidspunkt.
Her på falderebet vil jeg lige komme med en lille vits:
Hvad kalder man en hermelin-hun?
– En Fru Melin. Altså hannen er jo utvivlsomt Hr. Melin og hunnen må jo så være en Fru Melin…I ved – Hr. og Fru – og så er det jo lidt sjovt, at det hedder en hermelin og ikke en Hr. Melin – men det lyder jo sådan, når det udtales – derfor Fru Me…jeg må hellere stoppe her.
