Landsholdsspiller på vej til Fortuna

Olivia Holdt kommer fra VSG Århus og træder fra den 1. juli ind førsteholdets trup hos Fortuna.

279

VSG-midtbanespilleren Olivia Holdt har givet sig selv en helt speciel fødselsdagsgave.

Søndag den 7. juni er der fødselsdagsfest i Århus, og blandt gaverne er en to-årig kontrakt med Fortuna Hjørring. Lørdag var nu 20-årige Olivia VSKs målscorer, da hun i kampen mod Thy Thisted bragte sit hold foran. Desværre slog thyboerne igen, og besejrede VSK med 3-1.

Det ærgrer Olivia Holdt, men hun er på banen igen med top-optimisme og motivation, når det lørdag den 13. juni går løs mod de kommende holdkammerater fra Fortuna på Nord Energi Arena i Hjørring.

For Olivia Holdt er skiftet til Fortuna Hjørring et helt naturligt led i den karriereplan hun har lagt for sig selv.

– Jeg begyndte sammen med drengene hjemme i Ikast. Som 15-årig syntes jeg, at det ville være bedre at spille med andre piger, og jeg flyttede til Vildbjerg. Efter et par år her, lokkede VSK i Århus, hvor jeg begyndte med starten af 2020, og nu står jeg altså overfor at nå endnu en af mine ambitioner, nemlig at fungere og spille i det professionelle miljø, som Fortuna er kendt for, siger Olivia Holdt.

– Det er ikke nemt at sige farvel til en klub, hvor man er faldet godt til, men det var altså nødvendigt at flytte, når jeg ønsker at leve i et miljø sammen med spillere, der alle har en total tilværelse omkring fodbolden.

Det er tiltrækkende at være med i toppen i dansk tvindefodbold, og mulighederne for at komme ud i Verden via for eksempel Champions League lokker selvfølgelig også.

Olivia Holdt lægger ikke skjul på, at kontrakten med Fortuna er et led i karrieren, som gerne skal videre til en af de større udenlandske klubber. Det harmonerer ganske fint med Fortunas spillerpolitik. Her arbejdes der med at finde talent, udvikle det og så efter nogle år – når de store penge kommer på banen – sende spillerne videre ud i den store fodboldoplevelse.

Olivia Holdt kommer med et CV, der rummer 43 landskampe. 1 på U23, 19 på U19, 9 på U17 og 14 på U16.

Cheftræneren i Fortuna Hjørring, Niklas Hougaard, har store forventninger til truppens kommende medlem.

– Vi er meget tilfredse med at få tilknyttet en spiller med Olivias kvaliteter og potentiale. Vi har fulgt hende tæt, især i efteråret, og mener, at hun passer godt ind i den måde, vi ønsker at spille på. Vi ser frem til, at Olivia kan gøre en positiv forskel og udvikle sig til en profil i ligaen, siger Niklas Hougaard.

– Olivia er en kreativ spiller, der har sine store kvaliteter mellem modstanderens forsvar og midtbane. Hun kan agere bindeled på midtbanen op til vores angribere, har samtidig et godt overblik, et stærkt spark og en fortrinlig pasningsfod, uddyber træneren.

– Derudover har Olivia bevist sine kvaliteter på et højt niveau både i VSK Aarhus, og på ungdomslandsholdene. Vi er sikre på, at hun fra start bliver en gevinst for os og vi ser frem til at indlede samarbejdet, slutter Niklas Hougaard.

Fortuna synes i øvrigt, at kontrakttegningen er perfekt timet. Nu håber man bare, at der er åbent for publikum på Nord Energi Arena på lørdag, når Olivia Holdt kommer sammen med sit århusianske hold.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments