Landet rundt med base i Løkken

Claus Bjørn Larsen er prisbelønnet fotograf på internationalt niveau med base i Løkken.

174

Kan man have base i Løkken og samtidig have hele landet som sit operationsområde?Absolut ja, hvilket Claus Bjørn Larsen et bevis på, skriver Hjørring ErhvervsCenter.

Claus Bjørn Larsen er free lance fotograf med kunder i hele landet. Ikke mindst i hovedstadsområdet, som indtil sidste år var hans udgangspunkt.

Men så mødte han sin kæreste, Marianne Fisker, som er dybt optaget af projekter i Vendsyssel. Så hvis de ville bo sammen, var det mest hensigtsmæssigt, at det var Claus Bjørn Larsen, der flyttede.

Så nu bor han Løkken i gå-afstand fra strand og hav, og Claus Bjørn Larsen kører små 7000 km om måneden for at passe sin kunder i hele Danmark.

– Det har jeg det helt fint med, og jeg har altid holdt af at køre bil og komme rundt i landet, siger han.

Tidligere var det hele verden, der var Claus Bjørn Larsens arbejdsplads. Den nu 54-årige fotograf var en del af en ”dansk bølge” af kvalitetsfotografi i slutningen af 1990’erne og op igennem 00’erne. Karrierens højdepunkt kom, da han i 2000 vandt verdens mest prestigefyldte pris for pressefotografer, World Press Photo, for sin reportage fra krigen i Kosovo.

To gange har Claus Bjørn Larsen været ”Årets fotograf” i Danmark, og han har en hel væg fyldt med andre priser.

For en halv snes år siden skiftede han karriere. 150 rejsedage årligt til verdens brændpunkter for Berlingske Tidende blev skiftet ud med en free lance-tilværelse med vægt på portrætter, reportager, årsrapporter, arkitektur og boligfotografering. Kunderne er primært virksomheder, fonde, ministerier og institutioner samt danske og udenlandske aviser og dagblade. Alle slags opgaver, og intet er for småt eller uinteressant og bliver altid løst professionelt.

Om sit karriereskift siger Claus Bjørn Larsen, at man skal være parat til at flytte sig i livet og finde nye udfordringer.

– Det var fantastisk spændende at fotografere i verdens brændpunkter og opleve historieskrivning på første parket. Men alting har sin tid. Jeg behøvede andre og nye udfordringer, og jeg har det godt med at være min egen herre. Og det er fortsat et privilegium som fotograf at komme omkring i de mest forskelligartede miljøer og møde mennesker af alle slags.

Uanset om du fotograferer i en krigszone eller i et direktionskontor, så er opgaven grundlæggende den samme – nemlig at gå ind i opgaven med et intenst nærvær og at kunne fange udtrykket i øjeblikket. På den måde får mine fotos en fortælling,” siger Claus Bjørn Larsen.

Selv om Claus Bjørn Larsen har et netværk af kunder ud over landet, vil han gerne have flere kunder i Vendsyssel, og han vil benytte sit medlemskab af Erhverv Hjørring til at opdyrke et bredere lokalt netværk.

Kilde og foto: Hjørring ErhvervsCenter.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments