Af Laila Zielke
Medlem af Hjørring Byråd
Socialdemokratiet
På dagens møde i Teknik- og Miljøudvalget skal der træffes beslutning om det skal anbefales Hjørring Byråd at vedtage lokalplan for centerområde ved Doggerbanke. Altså blåstemple et salg af matriklen i forhold til indkomne tilbud.
Det er en sag, som ligger mange på sinde – ingen tvivl om det. Det er blandt andet en af de få tilbageværende grønne kiler i bymidten, hvor også den truede toplærke og sommerfuglen okkergul pletvinge holder til.
Det er samtidig også en bynær autocamperplads, som benyttes flittigt i især sommerperioden og som værdsættes af autocamperfolket og turismeerhvervet i byen. Detailhandel/ikke detailhandel.
Henvendelser for og især i mod har været mange. Jeg har været for at sende Doggerbanke i udbud for at se, hvad der kom ind af projektforslag og tilbud – Doggerbanke var i udbuddet ikke øremærket til detailhandel, der kunne også bydes ind med andre formål til anvendelse.
Samtidig har jeg fra start tilkendegivet, at jeg ville afvente indkomne høringssvar i forhold til at tage endelig stilling for/imod et salg. Høringssvarene er nu kommet. I alt 24 saglige svar, hvor borgere, foreninger, instutioner og andre udtrykker deres mening. De fleste er imod et salg.
Samtidig er der afleveret 1.250 borgerunderskrifter mod detailhandel på Doggerbanke. Der bor omkring 5.800 borgere i postnummer 9850 – det sætter modstanden i perspektiv. Det synes jeg ikke, at vi som lokalpolitikere kan sidde overhørig. Jeg kan ikke.
Lad os i stedet tænke nyt og langsigtet for Doggerbanke og hele området bag. Lad Stoltzes Plads / Doggerbanke være en grøn, rekreativ indgang til et nyt og attraktivt boligområde omkring Peder Rimmensgade, Doggerbanke og Vikingebanke. Og lad os give hele det område en mulighed for et tiltrængt løft.
Området har en attraktiv beliggenhed i forhold til forskellige boligtyper, det er bynært, tæt på havn og på natur, tæt på offentlig transport. Vi har brug for at tænke nyt i forhold til alternative bosætningsmuligheder i Hirtshals, hvis tendensen med fraflytning skal ændres.
Det viser tallene med al tydelighed.
Endelig er der en lokalvalgt politiker, der ytrer sig. Det har virket som om de alle var gået i flyverskjul, og jeg har ærlig talt kommunen mest mistænkt for kun at være interesseret i de par millioner, som salget kan indbringe. Området er det sidste af de oprindelige naturområder, der oprindelig var i Hirtshals. Der er en sammenhængende midtby, og bebyggelse af dette område vil ikke bidrage yderligere hertil. Lad os bevare området som den oprindelige ( og sidste ) biotop, der er indenfor bygrænsen, så også fremtidige generationer kan få en fornemmelse af det oprindelige Hirtshals.
Vel talt Laila. Hirtshals er en unik by med mange kvaliteter. Byplanlægning er en kunstform, som det desværre ikke er alle forundt at have fornemmelse for.
Er helt enig og er meget i tråd med den tanke jeg har og også har bidraget med til at bevare det grønne areal og få det inkluderet i en helhed for hele byplanlægningen.