Lukning af væresteder afvises af socialdemokrater

Efter et gruppemøde afviser Socialdemokratiets gruppeformand Peter Duetoft og Laila Zielke, at der skal lukkes væresteder i Hirtshals, Vrå, Sindal og Hjørring.

988
Laila Zielke er formand for Hirtshals Turistforening. Foto: René Stoklund.

Det har gennem længere tid skabt utryghed hos brugerne af de kommunale væresteder og deres pårørende, at lukning har været et af forslagene i forhold til at finde besparelser på det kommende budget.

– Det er også derfor meget glædeligt, at det ikke bliver en realitet. Forvaltning og udvalg har politisk fået stillet opgaven om at belyse alle teknisk mulige besparelser, og dermed ser vi også forslag, som vil kunne ramme nogle af vores mest udsatte og sårbare borgere, siger Laila Zielke fra Socialdemokratiet.

– Det er herefter op til politikere og byråd at træffe de ofte svære valg. Det er den proces, som er i gang nu, og som glædeligvis ikke kommer til at berøre brugerne af de kommunale væresteder, hverken i Hirtshals, Vrå, Sindal eller Hjørring, tilføjer Laila Zielke.

– Der kan heldigvis nu ikke skabes et flertal for en lukning – ja, jeg tvivler på, at der overhovedet er partier i Hjørring Byråd, der går ind for det. Men det er vigtigt at slå fast. For usikkerhed og tristhed har ramt brugerne – mennesker, der i forvejen har mange udfordringer. Nu kan de i stedet koncentrere sig om at glæde sig over deres fællesskab, siger også Socialdemokratiets gruppeformand Peter Duetoft.

– Forvaltningen og udvalgene har gjort det, de blev bedt om, nemlig at komme med besparelseskataloger, der omfatter alle de besparelser, der er teknisk mulige. Men når vi senere på året skal analysere budgetprocessen, bør vi nok slå fast, at så små besparelser, der rammer så udfordrede mennesker, kun må være på listerne, hvis et flertal støtter dem, uddyber Peter Duetoft.

Besparelseslisterne opfattes ofte som en dødsdom, hvilket ifølge gruppeformanden skaber tristhed, frygt og frustration. På socialdemokraternes gruppemøde søndag gennemgik man sparekatalogerne.

Der blev angiveligt stillet en lang række spørgsmål, som skal afklares, inden forhandlingerne går i gang de næste uger.

Foto: Arkiv.

2 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments
Jørgen Bing
5 år siden

Og SF lægger også sin stemme i samme kurv for at sikre et flertal mod lukningerne.

Michael Engbjerg
5 år siden

DF har aldrig forstået dette forslag og vi har helt klart afvist at stemme for forslaget til at lukke væresteder.