Laila Zielke (S): Ældrerådet er et vigtigt talerør i Hjørring Kommune

Laila Zielke opfordrer som socialdemokratisk byrådskandidat de ældre til den 21. november også at stemme ved valget til Ældrerådet i Hjørring Kommune.

639

Af Laila Zielke

Byrådskandidat
Socialdemokratiet

Hjørring Kommune

Det er altid en fornøjelse at møde min friske 80-årige far. Ofte på cykel, og på vej til byen for at handle. Som han gør hver dag – på nær søndag.

Mine forældre er et godt eksempel på de mange ældre vi i dag har i Hjørring Kommune, som klarer sig godt, er selvhjulpne og har et aktivt liv.

Samtidig har vi også ældre medborgere, som har en svær hverdag. Som er syge og svagelige, og som har svært ved at få overskud til andet end blot at være til.

Vi har et fælles ansvar for, at vores ældre medborgere har en dagligdag som fungerer for dem hver især. At de føler sig trygge og tilfredse og at de får den hjælp, som de behøver.

Jeg vil arbejde for at der er hænder og tid nok til de af vores ældre borgere, som har brug for støtte og pleje, og at der samtidig er gode aktivitetstilbud, også til de mange seniorer og ældre som klarer sig selv.

Vores seniorer og ældre har også i forbindelse med kommunal- og regionsrådsvalget den 21. november en mulighed for at påvirke ældrepolitikken i Hjørring Kommune.

For samtidig kan borgere over 60 år for første gang i Hjørring Kommune stemme til Ældrerådet. Hidtil har valg til Ældrerådet foregået pr. brevstemme.

Ældrerådet i Hjørring Kommune er et godt talerør for kommunens seniorer. Ældrerådet medvirker aktivt til at udforme kommunens ældrepolitik, og rådgiver byrådet i ældrepolitiske spørgsmål. Rådet formidler synspunkter mellem ældre borgere og byrådet om lokalpolitiske spørgsmål, der vedrører ældre. Ældrerådet er valgt af og blandt kommunens borgere over 60 år.

Så her er altså en unik mulighed for at gøre sin indflydelse gældende som senior og ældre borger i Hjørring Kommune.


Frem mod det næste kommunalvalg, der finder sted den 21. november, vil vi på den lokale webavis slippe debatten fri og sætte fokus på den lokalpolitik og de politikere, som har indflydelse på livets gang i Hjørring Kommune.

1 Kommentar
Inline Feedbacks
View all comments
8 år siden

Og man kan stemme på mig…