Laila Zielke er meget glad for stafetten. Hun er 54 år samt født og opvokset i Hirtshals.
– Som så mange andre teenagere havde jeg fritidsjobs, jeg ekspederede hos Bager Lai i Hjørringgade, var opvasker på Hirtshals Kro, langede ost over disken hos Ellen i Nørregade og fejede gulv og vaskede hår hos Krøltoppen, fortæller Laila Zielke.
– Mange af kunderne var gæster ude fra. Og turisterne var vigtige – præcis som i dag. Det kunne ses på bundlinjen og vi var samtidig stolte af at vise vores by og område frem, præcis som i dag.
– Jeg har arbejdet med turisme i næsten hele mit voksenliv. Bl.a. hos Color Line og som turistchef her i Hirtshals og nu i min fritid som formand for Hirtshals Turistforening.
– Turisme har gennem mange år været en del af Hirtshals DNA.
Hvert år overnatter omkring 1.6 mio gæster i vores kommune, og langt, langt det fleste søger mod kystbyerne, herunder Hirtshals, når det skal finde hotel eller feriehus.Og man forstår dem godt, turisterne – de søger mod alt dét vi selv elsker ved vores by.
– Naturen, strandene, klitplantagerne, en spændende og levende havn, en bymidte med cafeer og butikker. Og nu – her i 100 året for Hirtshals, er Trappen blevet færdiggjort ud fra kunstnernes ønsker. Det har åbnet stedet op og samlet byen og havnen i endnu højere grad. Trappen og området indbyder til at mødes, nyde udsigten og bare slappe af. Sådan en trappe og et monument findes ikke andre steder.
– Vi har også store attraktioner som Nordsøen Oceanarium og Hirtshals Fyr og vores store events som Musik Under Trappen, Hirtshals Fiskefestival og Naturmødet.
Og året rundt er der kunstudstillinger bl.a. på Hirtshals fyr og Den gamle Station, ligesom Hirtshals Turistforening arrangerer kunsthåndværkermarkeder i Sømandskirken, som jo nu er byens kulturhus. Jo, vi har rigtig meget at byde på.
– Jeg har valgt at placere min sten i haven ved Hirtshals Museum. Det synes jeg stedet, og de mange gode kræfter her fortjener. Hirtshals Museum har årligt flere tusinde gæster og i hele juli måned er der liv og glade dage i haven, når Haveholdet og Fiskekrogen sørger for masser af oplevelser, lune fortællinger og gode fiskeretter.
– Det er et godt eksempel på den her frivillighedskultur, som jeg synes kendetegner Hirtshals på rigtig mange måder. Her rykker de frivillige en hel sommermåned ud af kalenderen for at give andre en god oplevelse, og for at være med til at markedsføre museet og byen.
– En unik sommeroplevelse, som man ikke finder andre steder. Så her skal min sten stå og jeg er så glad for at have fået lov til at sætte den her, slutter Laila Zielke.