Af Jørgen Bing
Byrådsmedlem for SF
Eventyret om den lille vrede dreng
Der var engang en dreng. Han hed Rasmus.
Nu var der jo også så mange andre, der hed Rasmus – så for at kunne kende forskel på dem alle sammen, så blev vores Rasmus, kaldt Rasmus PA…TTEBARN.
Han var lidt tung i det, så hans mor skreg meget højt, da hun fødte ham. Men Rasmus kunne lige fra starten bedst li’, når det var ham man kiggede på – så han skreg da bare endnu højere.
Læge og sygeplejerske og jordemoder, havde aldrig hørt et lille barn, skrige så højt.
De stirrede alle benovet på den lille purk.
”Ih, du milde”, udbrød lægen
”Jeg har aldrig hørt noget lignende” sagde sygeplejersken
”Sikke lunger” smilede jordemoderen .
”Det er min lille sveske” jublede moderen.
Og Rasmus solede sig i deres beundring. Og skreg derfor endnu højere.
I den første tid på hospitalet, og også da de kom hjem, vakte den lille Rasmus beundring. Han skreg så højt han kunne.
”Ja, ham er der da liv i” lo alle barselsgæsterne – men efter nogle dage, var det som om, begejstringen aftog. Det fik så lille Rasmus til at hyle endnu højere – men det var som om den ønskede reaktion fra omverdenen udeblev.
Tværtimod blev folk lidt afmålte, ja, nogle ligefrem sure. Så dét blev Rasmus så også.
Når kammeraterne i børnehaven og sidenhen skolegården ikke gjorde, som han ville have dem til, skældte han dem ud og kaldte dem grimme ting. Det fik dem til at græde eller svare igen – men her, vidste Rasmus, at ingen kunne råbe så højt, eller sige så grimme ting som ham – så her fik de ikke en chance.
Han overdøvede dem og selv om de så begyndte at sige grimme ting til ham, så kunne han altid finde på at sige endnu grimmere ting til dem.
Hvis de sagde ”Du er dum, Rasmus”, råbte han bare højt tilbage ”Men du er en hjernedød bastard af en ulækker luder”.
Den kunne børnene i 2. klasse ikke lige trumfe, så de begyndte at holde sig fra Rasmus. Også lærerne og hans forældre fik klar besked – og Rasmus udviklede efterhånden et større og større og grimmere og grimmere ordforråd.
I 6. klasse tog hans mor ham med til en skolepsykolog.
”Goddag, Rasmus , sagde psykologen, mens han kiggede venligt ud over kanten på sine halvbriller ”ved du hvad jeg er for en?”
”Ja, du er en liderlig homopæderast, din syfilisbefængte perkerelsker”, råbte Rasmus beredvilligt tilbage.
Psykologen kiggede et øjeblik forstenet på den lille dreng, og spurgte så moderen, om hun nogensinde havde hørt om begrebet Tourette.
Men dagene og årene gik, og Rasmus blev mere og mere isoleret – i skolen, i sportsklubben, i familien. Ingen kunne rigtig holde ham ud – hvilket bare fik ham til at råbe endnu højere og endnu grimmere.
Han syntes selv, at han var så god til at råbe højt efter folk, at han tog rundt i landet, og råbte af alle dem han ikke kunne li’ – og det var jo de fleste. Han optog også råberierne på små film, for der var jo ikke rigtig nogen, der gad høre så længe på dem i virkeligheden.
Men pludselig opdagede han, at når han råbte efter dem, der havde allersværest ved at råbe igen – ja, så begyndte andre at høre efter, ja, nogen syntes ligefrem at de skulle råbe sammen med ham. Andre syntes at det var så langt ude, at de lige skulle have en selfie med Rasmus Pattebarn. Den kunne de jo vise til kammeraterne i skolen – og så kunne det måske afføde lidt interesse eller respekt.
”Du er bare en skide perkerbøsserøv . Hvorfor tager du ikke bare hjem? HOLD KÆ-Æ-Æ_ÆFT, var et af hans foretrukne råb.
Det var han ret stolt af, og syntes selv, det var brandsmart fundet på. Og det bedste var, hvis folk svarede igen – for Rasmus vidste, at ingen kunne råbe højere end ham. Forsøgte de, gjaldede han bare igennem med et ”HOMOISLAM” – og dét argument, var der som regel ingen, der kunne stille noget op overfor.
Således rejste Rasmus hele landet rundt. Han fik politiet til at beskytte sig, for ofte blev folk, som han råbte af lidt vrede, men det var vigtigt, sagde han, at de nigger-homo-bøsse-perkere, lærte dansk kultur, og at der var noget der hed ”ytringsfrihed”.
Således begyndte han at opfatte sig selv som en frihedens soldat. En kulturens korsridder.
Dagligt kunne han mobilisere adrenalinen, vreden og hadet.
Det gav ham en så god og tilfredsstillende fornemmelse. I hvert fald i øjeblikket – men om aftenerne, på de ens og anonyme hotelværelser, kunne han godt føle sig lidt ensom. Lidt tom.
Så skete der det, en dag, da han havde opsøgt et område, hvor der næsten kun boede fremmede – det var jo dem, han bedst kunne lide at skælde ud. Han havde netop råbt efter et par piger med tørklæder: ”hvor skal I Allah-ludere hen? Op og kneppe med jeres homo-fædre?” – men pludselig mærkede han en arm om sin skulder. Instinktivt ville han vende sig om for at slå, men armen føltes så varm og behagelig. Han mærkede også et lille klem, der faktisk føltes så rart. Hans talestrøm gik helt i stå, og han hengav sig et sekund til det stærke favntag. Han havde aldrig mærket noget lignende. Så lød en stemme varmt i hans øre: ”Du trænger vist til en ordentlig krammer”.
Endnu et øjeblik gav Rasmus sig hen i favntaget, så fattede han sig, drejede halvvejs rundt – og så ind i et par mørkebrune øjne, der sad i et smilende ansigt, omkranset af nogle smukke sorte lokker.
Rasmus stivnede et øjeblik, så fattede han sig. Ville egentlig råbe, men det var som om kraften i stemmen svigtede, så han nærmest bare hviskede: ”Du er …en….bøsseperker!”. Den fremmede så Rasmus dybt i øjnene, og svarede leende: ”Ja, det er nok ikke helt ved siden af”.
Det svimlede for Rasmus. Han var lige ved at vælte, men den fremmede støttede ham. Det føltes pludselig så trygt.
”Hvorfor tager du ikke bare hjem?” fik Rasmus fremstammet. Helt stille, helt blødt.
”Det gør jeg også. Jeg bor lige nede i nr. 38. Vil du med?”
Og Rasmus vidste ikke, hvad der skete, men pludselig fulgtes de hånd i hånd ned af gaden, hvor solen kastede sine sidste gyldne stråler. Rasmus følte sig for første gang ikke mere tung – det var som om, han bare svævede over fortovet.
Og de levede lykkeligt sammen til deres dages ende, og Rasmus fandt ud af, at jo mere lavmælt og inderligt han udtrykte sig, des mere berusende og stormfyldt føltes lykken. Og livet.
Se, det var et rigtigt eventyr.
Foto: Arkiv.
