Der er for så vidt ikke noget revolutionerende i målet og midlerne, men de igangværende fordybelsesdage i faget Natur & Teknik på Bindslev Skole falder ikke desto mindre fint i hak med intentionerne i den nye folkeskolereform, når lærere og elever rykker hele læringssituationen fra faglokalet ud til Tversted Strand.
For nogle uger siden havde lærerne fået Anders Østerby hos Skoletjenesten ved Nordsøen Oceanarium til at komme ud og snakke om biotoper i området fra vandkanten på stranden og op til skoven omkring Tversted Søerne. Tirsdag rykkede lærere og elever så ud for at repetere og indsamle materiale til videre læring hjemme på skolen.
Der blev undervejs snakket om forurening af verdenshavene med plastic, som om morgenen havde været et tema i nyhedsudsendelsen Ultra, som er lavet specielt for børn af Danmarks Radio. Ligesom mandagens dårlige vejrudsigt gav anledning til en snak om højtryk og lavtryk, der kunne iagttages ved de truende mørke skyer, som da også gav regn på vej hjemad.