Lærer Lene Bjørn Sørensen fra SkoleCenter Hirtshals er spidskandidat for Radikale Venstre

Lene Bjørn fik som radikal spidskandidat til Hjørring Byråd forleden besøg af Marianne Jelved.

432

Som optakt til det kommende valg havde Lene Bjørn Sørensen, spidskandidat for Radikale Venstre til Hjørring Byråd, aftalt med Marianne Jelved, at de ville bruge en lørdag formiddag sammen i Hjørring kommune, hvor de ville mødes og tale med folk. Valget faldt på Vrå, der havde markedsdag.

Selvom Lene bor i Hjørring har hendes arbejdsliv som folkeskolelærer været i henholdsvis Tårs og Hirtshals. Hjørring er ganske vist hovedbyen, men oplandsbyerne er mindst lige så vigtige og centrale for hende som borger i kommunen.

– Lene Bjørn og jeg var i Vrå, hvor vi talte om skole og uddannelse med mennesker, vi mødte. Her mødte vi blandt andet tre unge mennesker fra Eritrea. De har alle tre fået asyl. De går på sprogskole og lærer dansk. De leder efter muligheder for arbejde. Det er deres største ønske, at de kan klare sig selv. De vil gerne i praktik og de vil gerne have arbejde. Heldigvis bruger borgerne i Vrå deres netværk til at hjælpe de unge, der gerne vil og som arbejder på, at det lykkes, noterer efterfølgende Marianne Jelved.


Lene og Marianne.

– Det blev en rigtig fin dag i Vrå. Der var mange mennesker i byen. Folk var utrolig imødekommende og ville gerne tale med os. Det er meget vigtigt for mig at komme ud blandt borgerne og høre, hvad de har på hjerte. Langt de fleste politiske spørgsmål bliver drøftet blandt ’eksperterne’ i medierne. Her bliver tonen ofte lidt hård og uforsonlig, når politiske emner efterfølgende kommenteres på de sociale medier, men det sker stort set aldrig, når man mødes ansigt til ansigt. Selvom man er uenige politisk, taler folk egentlig godt sammen. Og vi får meget ud af de samtaler, fortæller Lene Bjørn Sørensen.

– Igennem de senere år er der sket meget store ændringer på skoleområdet. Ikke mindst i Hjørring kommune, så vi ville gerne tale med både børn, forældre, lærere og pædagoger for at høre, hvad de mener om skolen i dag, siger Lene Bjørn. Det kom der gode og givende samtaler ud af. I det store og hele er børnene glade for deres skole, hvilket er rigtig godt. Men der er også frustrationer blandt fagpersoner og forældre, og det skal vi skabe rum til at drøfte. Den åbne dialog er et helt afgørende punkt for mig som politiker at praktisere. Det er de færreste, der udtrykker utilfredshed uden grund. Hvis man lytter til sine medmennesker og tager dem alvorligt, kan man komme langt. Med hensyn til skolen og daginstitutionerne er det forældrene, der ved mest om deres børn, og lærerne og pædagogerne er de professionelle, så de skal selvfølgelig også inddrages for, at vi kan skabe de bedste udviklings- og uddannelsesmæssige rammer i institutionerne, uddyber spidskandidaten.

Lene Bjørn er tilflytter til kommunen. Hun flyttede til Hjørring fra Aalborg, hvor hun havde været lærer på en skole i 12 år. Hendes mand, Mogens Sørensen, havde på det tidpunkt arbejdet i Hjørring i 10 år. Han har været lektor på pædagoguddannelsen på UCN og blev senere Studiechef for Natur- og Kulturformidling uddannelsen, som han var initiativtager til.

– Da jeg søgte stillingen i Tårs og blev indkaldt til samtale, var jeg en anelse nervøs. Jeg havde hørt meget om vendelboerne på forhånd, så jeg tænkte, at det måske var svært at komme ind på livet af dem! Men jeg fik jobbet, der dog snart førte mig videre til Hirtshals Skole, og ikke et sekund har jeg fortrudt, at jeg brød op fra Aalborg. Jeg har kun mødt stor imødekommenhed. Har aldrig følt mig mere velkommen nogen steder. Ved det er store ord for en vendelbo, men sådan forholder det sig altså, fastslår Lene Bjørn Sørensen

Lene er desuden optaget af at skabe gode rammer for mennesker, der er i udfordrende livsforhold. Hun er med i den tidligere formand for Børnerådet, Lisbeth Zornig Andersens, tænketank og har været bestyrelsesformand på et socialt opholdssted for anbragte børn og unge.

Lene vil arbejde stærkt for at komme i kommunalbestyrelsen i Hjørring og bidrage med sine erfaringer og holdninger for at skabe gode rammer for borgerne i kommunen. Der er mange stærke netværk mellem borgere i Hjørring kommune. De kan også bruges som idegivere til politikerne og kan inddrages af de folkevalgte.


Frem mod det næste kommunalvalg, der finder sted den 21. november, vil vi på den lokale webavis sætte fokus på den lokalpolitik og de politikere, som har indflydelse også på livets gang i vores primære område, som er den gamle Hirtshals Kommune.


Foto: Privat.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments