ISSMAGNING: Lækre isvafler hos Lilleheden

Faktisk var vejret slet ikke til is mandag aften, men det var trangen, hvilket fik familien op af sofaen for at teste sommerens andet ishus, der denne gang var Lillehedens ved Den Grønne Plads i Hirtshals.

73
Det lille ishus ved Restaurant Lilleheden på Den Grønne Plads i Hirtshals.

FlaskePostens issmagninger denne sæson lagde tidligt ud med et succesrigt besøg allerede den 24. april hos Tornby Ishus. Desværre har vi siden stået lidt i stampe.

Trangen til is har ellers været der mange gange siden, men først mandag aften blev det igen umiddelbart før den sensationelle fodboldkamp mellem Island og England og på trods af gråvejret, til et besøg ved et af de lokale ishuse, som denne gang var Lillehedens ved Den Grønne Plads i Hirtshals.

Betjeningen var venlig og hurtig, men der var altså heller ingen kø, hvilket formentlig skyldtes de jævnligt passerende regnbyger. Både is og vafler var nemlig lækre og stod i den grad fint mål med familiens forventninger til såvel smag som sprødhed. Udvalget af is og guf var tillige varieret og prisen helt rimelig.

Den ene isvaffel var med valnødder, rom og rosiner, mens den anden blandt andet var med store og virkelig velsmagende chokoladestykker, der fik smagsløgene til at smile.

Hvad der derfor måtte mangle af kultstatus, som de har i tøndevis hos Det Blå Ishus i Tversted, kompenseres fint både af kvalitet og beliggenhed hos Lilleheden.

Lækkert!

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments