Af Susan Bisgaard Storm
Sogne- og fængselspræst
Et af de smukkeste citater i Bibelen er fra Efeserbrevet. Det lyder sådan her: Bliv blot vred, men synd ikke. Lad ikke solen gå ned over jeres vrede, og giv ikke plads for Djævelen. (Ef. 4, 26-27)
Det har brændt sig fast i mig: Lad ikke solen gå ned over din vrede. Der sker så meget i vores samfund. Der sker forandringer. Vores land ser ikke ud, som det gjorde for bare 20 år siden. Intet er givet på forhånd. Der er mange valgmuligheder, men dermed også flere faldgruber til at træffe forkerte valg.
Det kan skabe en følelse af afmagt. Af frustration. Og måske vrede. Men hvem skal vi være vrede på? Dem, som kommer herop og tager vores arbejde og vores penge? Dem, som ikke gider arbejde og bare nasser på systemet? De rige, som får mere og mere, mens den mindre bemidlede må søge julehjælp og støtte for at få julen til at hænge sammen?
Vreden får taletid, og vreden er sjældent frugtbar. Den bunder i en usikkerhed, en angst og et tab af kontrol. Måske vi bliver vrede, fordi vores fremtid ikke længere er sikker? Vi har mistet grebet om den. Måske vi bliver vrede, fordi vi føler, at andre får mere, har det bedre, får flere chancer end os – eller får mere end vi føler, at vi har fortjent? Måske vender vi vreden indad og tænker: det er da også fordi jeg er en fiasko? Og så kommer Paulus og siger: ”Lad ikke solen gå ned over din vrede. Giv ikke plads for Djævelen.”
Vi bliver vrede ja, men vi må ikke lade den følelse fylde alt i vores liv. Den må ikke tage magten fra os og styre os. Hverken når vi står i mødet med hinanden, eller når vi taler om hinanden. Jeg tror ikke, at Paulus har ment, at vi skal kigge indad. Der var ikke udgivet så mange selvhjælpsbøger på hans tid. Jeg tror nærmere, at vi skal løfte blikket og vende det bort fra os selv og op mod noget større.
Det er, når vi ikke blot fokuserer på os selv, men også fokuserer på hinanden, at solen ikke længere går ned over vores vrede. Det er her, at vredens mørke favntag kan slippe os og give plads for lyset og næstekærligheden.
Og lyset – ja det fejrer vi jo her i julemåneden. Netop ved fødslen af Kristus som kommer til os som verdens lys. Og det er en begivenhed, som har sine traditioner, og dermed er en fast forankring i netop en ustabil og bevægelig verden. Det er nåden, barmhjertigheden og tilgivelsen, der fødes ind i vores liv og dermed kan blive en fast del af vores liv og vores måde at leve på.
Store ord som også har stor virkning, når først troen på Gud slår rod i vores hjerter. Men fordi vi tror, så ændrer vores verden sig ikke. Den er stadig i forandring. Der er stadig fattige, der er stadig krig, sult og terror. Der er stadig vrede og had. Men troen kan give os næringen til at tro på Gud og tro på det gode.
Og med den tro kan vi vandre ud i livet og måske i en usikker verden få et fast fundament, forankret i troen, håbet og kærligheden.
Kilde: Kirkebladet.
