
Lørdag valgte få joller at trodse det halvhårde vejr og tog på eget ansvar ud for at fiske, hvilket da også førte til en del torsk, men det korte af det lange er, at vejrmeldingen også for søndag peger i retning af en mulig aflysning af DM i Havfiskeri.
Ifølge reglementet betyder det, at når fiskeriet bliver aflyst begge dage, vil der blive trukket lod om præmierne imellem de tilstedeværende teams, som har deltaget i skippermøde begge dage og har haft bådene liggende i vandet fra lørdag morgen kl. 8.00 til søndag kl 9.00. Lodtrækningen vil derfor finde sted søndag kl. 11.00, idet præmier ikke udbetales som kontanter.
Enkelte af havnens lystfiskerbåde afsejlede om morgenen, men der gik heller ikke lang tid, før de satte kursen tilbage mod Hirtshals Havn. Til gengæld havde skibsfører Mikael Jensen flere ture med den søstærke katamaran Sea Hawk.





















































