DN Hjørring og Hjerteforeningens lokalkomité for Hjørring arrangerer kystvandring ved den naturskønne Kærsgård Strand vest for Tornby.
Dato: 12. juni 2016
Turstart: kl. 10.00
Slut: kl. 12.30
Mødested:P-pladsen ved Kærsgård Strand, Kærsgård Strandvej
Der bliver mulighed for en kortere tur på ca. 1 time og en længere på ca. 2,5 timer.
Medbring gerne madkurv og termokande.
Alle er velkommen.
Kystvandringen er et samarbejde mellem Danmarks Naturfredningsforening og Hjerteforeningen.
Formål
Formålet med Kystvandringen er at skabe opmærksomhed om:
• Den positive påvirkning, som motion og ophold i naturen har for menneskets sundhed og trivsel
• Den storslåede natur, som Danmarks kyster udgør.
Det ønsker Danmarks Naturfredningsforening og Hjerteforeningen at gøre ved at skabe en årligt tilbagevendende folkelig vandring langs Danmarks kyster, som skal få befolkningens øjne op for det væld
af muligheder for fysisk udfoldelse, som Danmarks over 7.300 km lange kyststrækning rummer.
Ruter
Med ruter af forskellig længde og sværhedsgrad, skal alle kunne deltage. For nogen vil det afgørende argument for deltagelsen være fællesskab – og derved trivsel. For andre vil det være motionen, men for de fleste begge dele. Det er noget af det helt særlige ved Kystvandringen.
Vær opmærksom på, at nogle ruter ikke er egnede til barne- og klapvogne samt dårligt gående. Nærmere information kan findes ved den enkelte rute.
___________________________________________________________________________________________
Danmarks Naturfredningsforening
Danmarks Naturfredningsforening er Danmarks største natur- og miljøorganisation med 135.000 medlemmer, og mere end 2.000 frivillige aktive, der gør en stor indsats for at sikre den danske natur og forbedre vores vand og luft.
Danmarks Naturfredningsforening tager naturens parti og arbejder for et smukt og varieret landskab, en rig
og mangfoldig natur og et rent og sundt miljø.
Hjerteforeningen er en af Danmarks største sygdomsbekæmpende organisationer med 136.500 medlemmer. Vi arbejder med forskning i hjertekarsygdomme, forebyggelse af hjertesygdomme og patientstøtte.
Hjerteforeningen er en privat organisation, der arbejder for indsamlede midler. Hvert år yder vi økonomisk støtte til mere end halvdelen af den danske forskning på hjertekarområdet, i alt omkring 25 mio kr.
Hjerteforeningen varetager hjertekarpatienters interesser over for beslutningstagere og sundhedsvæsen gennem en aktiv politisk indsats både internationalt og nationalt.
Foto: Marie-Louise Munk.