Kystsikring ved Lønstrup på dagsordenen hos Hjørring Byråd

Hjørring Byråd skal på mødet den 31. januar tage stilling til, om man vil frigive anlægsmidler til at matche de private midler i et kystbeskyttelsesprojekt ved Lønstrup.

232

Hjørring Kommune og Kystdirektoratet har taget initiativ til et kystbeskyttelsesprojekt,
i samarbejde med grundejerforeningerne på en 7½ km strækning omkring
Lønstrup – fra Mårup i syd til Udemarken i nord.

Hjørring Byråd skal derfor på mødet den 31. januar tages stilling til, om man vil anbefale frigive anlægsmidler til at matche de private midler i det beskrevne kystbeskyttelsesprojekt ved Lønstrup.

Kystbeskyttelsesprojektet går ud på at sejle sand fra indsejlingen til Hirtshals
Havn ned til den erosionsudsatte kyststrækning, hvor det klappes (dumpes).
Sandet udligner (delvist) det materiale, der mistes ved havets eroderende kraft
og forhindrer derved (delvist) kystnedbrydningen. Økonomisk er det attraktivt at
sejle sandet til strækningen og klappe det direkte i kystprofilet i forhold til at køre
sandet med lastbil, da der efter aftale med Hirtshals Havn alene skal betales for
mer-sejltid. Projektet er nærmere beskrevet i vedlagte bilag “Projektidé – Sandfodring
i Kystprofilet Mårup-Nørlev”.

Kystbeskyttelsesloven fastsætter, at det er grundejers opgave og ansvar at beskytte
egen ejendom. Men da kystbeskyttelse normalt kun giver mening, såfremt
man arbejder med større strækninger, har administrationen derfor igennem en
længere periode arbejdet på at få opbakning til en fælles indsats fra alle større
private aktører på strækningen (grundejerforeninger og Skallerup Seaside Resort).
Netop nu bliver der indsamlet bindende tilsagn for parternes deltagelse i
perioden 2018. Det forventes, at bidraget fra de private aktører i 2018 bliver i
størrelsesordenen 0,500-1,000 mio. kr.

Det er aftalt, at projektet herefter fortsætter i en 5-års periode (2019-2023), der
netop er sammenfaldende med den periode, hvor statens fællesaftaler forløber.
2018 er derfor et “prøveår” – men vigtigt, da det overfor staten skal bruges til at
dokumentere lokal vilje til løsning af egne erosionsudfordringer. Kystdirektoratet
har signaleret, at dette vil styrke muligheden for, at projektet kan optages i fællesaftalerne for 2019-2023, hvorved medfinansiering til projektet fra staten også
kan sikres.

Hjørring Kommune har igennem forløbet stillet grundejersiden i udsigt, at muligheden
for kommunal støtte kunne tænkes at ske ved 1:1 matchning af de private
midler i projektet, idet der herved sikres tilstrækkelig privat opbakning til projektet
og vilje til at beskytte egen ejendom. Administrationen oplever en stor tilfredshed
og opbakning til projektet fra de private aktører. I de sidste par måneder har 5
grundejerforeninger således selv rettet henvendelse til administrationen med
henblik på at deltage i projektet.

Administrationen forventer, at den hidtidige sandfodring ved Lønstrup vil fortsætte
uforandret. Administrationen vil således fortsat arbejde på, at sandfodringen
her sker direkte på stranden via lastbil, da dette ofte er en forudsætning for,
at det er muligt at færdes på langs af stranden mellem Lønstrup og Harerenden i
sommerhalvåret.

Lovgrundlag
Kystbeskyttelsesloven.

Økonomi
Administrationen er netop nu i færd med at indsamle bindende tilsagn fra grundejerforeningerne
for indsatsen i 2018. Det er her forventningen, at bidraget fra de
private aktører i 2018 bliver mellem 0,500-1,500 mio. kr.

Der indsamles samtidig tilkendegivelser for perioden, der følger fællesaftalerne
(2019-2023). Her er det håbet, at bidraget fra grundejerforeninger mv. vil komme
op omkring 2,000 mio. kr. årligt. Ved en kommunal matchning i forholdet 1:1 og
en tilsvarende efterfølgende matchning af staten via projektets optagelse i fællesaftalerne,
er der potentiale til at kunne halvere kysterosionen på hele strækningen.

Miljø- og sundhedsmæssige konsekvenser
Der sandfodres direkte i kystprofilet, hvilket er en miljøvenlig kystbeskyttelsesmetode,
idet transporten sker fra søsiden. Sandet indgår i den naturlige kystdynamik.

Direktionen indstiller,
 at Hjørring kommune matcher de midler, som grundejersiden samlet tildeler
projektet i forholdet 1:1 for 2018 op til 1,500 mio. kr.,
 at finansiering af kommunens bidrag sker ved frigivelse af 1,500 mio. kr.
fra anlægspuljen “Buffer til infrastruktur, ekstraordinær vejvedligeholdelse
og klimaforandringer” under TMU, og
 at administrationen arbejder videre med at afklare forholdet omkring
finansieringen i 2019-2023, herunder statens deltagelse i projektet.


Kilde: Hjørring Kommune.
Foto: Hans Hunderup.

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments