Kvartet til tidens ende i Hirtshals Kirke

Fredag den 4. november er der en koncert, hvor arrangørerne virkelig forsøger at gøre kunsten tilgængelig ved både at sætte ord på baggrunden for musikken og vise billeder af lokale Christian Hougaard Hansen, der bidrager til stemningerne undervejs i Hirtshals Kirke.

11

Hirtshals Kirke danner rammen om denne helt specielle koncert, hvor sammenspillet mellem musik, billeder og ord vil give en anderledes oplevelse.

Det bliver fantastisk musik leveret af en kvartet, alle med tilknytning til Aalborg Symfoniorkester. Stemningen i musikken bliver visualiseret i akvareller malet af en lokal kunstner og vises på storskærm under koncerten, og det hele bliver bundet sammen af korte bibeltekster.

Koncerten indledes i Hirtshals Kirkecenter, hvor organist Rolf Ruggaard vil give en introduktion til værket og komponisten. Derefter foregår selve koncerten i kirken. Til sidst samles vi igen i Kirkecenteret til Efterspil, hvor de originale billeder vil være udstillet, og der vil være lejlighed til at tale med musikerne, kunstneren og hinanden, mens man nyder en lille forfriskning.

Det hele tager udgangspunkt i et af det 20. århundredes helt centrale kammermusikværker, nemlig ”Kvartet til tidens ende” af den franske komponist Olivier Messiaen.

Dette værk har en helt særlig historie. Komponisten var fange i en KZ-lejr under 2. verdenskrig. Det var under disse forhold han komponerede værket for de instrumenter, der nu var til rådighed på stedet: Violin, cello, klarinet og klaver.
Værket består af 8 satser, der på hver deres måde belyser tidens ende ud fra den troendes perspektiv. Satserne har titler som ’Krystal-liturgi’, ’Vocalise for englen, som annoncerer tidens ende’ og ’Lovsang til Jesu udødelighed.’

Olivier Messiaen (1908- 1992) var en af de mest betydelige komponister i det 20. århundrede. Han var dybt troende katolik, og virkede i mange år som organist i Sainte-Trinité-kirken i Paris.

Med ”Kvartet til tidens ende” skabte han et monument over menneskets ukuelige livskraft og troens trøst og styrke i tilsyneladende håbløse livssituationer. At lytte til værket er en både sjælerystende og opløftende oplevelse.

Ved denne koncert får musikken følgeskab af både tekst og billeder. Kunstneren Christian Hougaard Hansen har lavet et billede til hver af de 8 satser i kvartetten. Disse vil blive projiceret op på storskærm i korbuen bag musikerne, så man kan opleve musik og billeder som et samlet hele.

Mellem satserne vil sognepræst Bjarne Hougaard læse nogle af de bibeltekster, der relaterer til værkets tema.

Lidt om billedkunstneren:

Christian Hougaard Hansen er autodidakt kunster, bosiddende i Tornby. Han har udstillet malerier, tegninger, grafik og akvareller, fortrinsvis med motiver fra Vendsyssels natur som inspirationskilde. Han har ligeledes illustreret bøger, hæfter, undervisningsmateriale, satiriske blade, plakater m.m. I mange år har han været med i gruppen omkring ”Påske-udstillingerne” på Den Gl. Station i Hirtshals.

De medvirkende musikere er:

Synnøve Gustavsson, violin, Hanne Houengaard, cello, og Lisbet Binderup Thordal, klarinet, alle tre er ansat i Aalborg Symfoniorkester. På klaver medvirker Hirtshals Kirkes organist, Arne Jørgen Fæø.

Fredag den 4. november kl. 19:30 – 22:00.
Hirtshals Kirke.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments