Kvantespring i køkkenet hos Montra Skaga Hotel

Fantastisk fornyelse fra køkkenet med en både delikat og elegant 5 retters menu hos Montra Skaga Hotel.

1222
Zandra, Thomas, Idea og Lasse i køkkenet fredag aften hos Montra Skaga Hotel.

Sandra, Thomas, Idea og Lasse var folkene i køkkenet, der i den grad imponerede FlaskePostens udsendte, da vi fredag aften valgte at smage den nye 5 retters menu hos direktør Tom Boye på Montra Skaga Hotel.

Køkkenchef Mads Heilesen var der ganske vist ikke selv, men desto mere imponerende er det, når niveauet uden hans tilstedeværelse alligevel bliver holdt så tårnhøjt af kokken Lasse Kristiansen og kokkeelev Idea Philaphrom.

Efter indledningsvis at have nydt en frisk drink med en rigtig god gin og mango fik vi først en aldeles delikat torsk med selleri, nødder og brunet smør. Dernæst de aller lækreste jomfruhummere med agurk og østerspuré samt knasende sprøde maltchips.

Med bunden således let og appetitvækkende lagt stod hovedretten på dansk landkylling med porre, løg og selleri, men tag ikke fejl af det med fjerkræet, som havde en utrolig smagfuld mørhed, der fik smagsløgene til at smile saligt.

Endelig var vi kommet til den første af de to desserter, som ikke mindst bestod af en fortryllende mild og indbagt ost fra Sønderhaven. Serveret med knasende rug og hyben. Afslutningsvis var der himmelsk chokolade med lakrids og solbær.

Den tilhørende vinmenu var velvalgt og fint komponeret til de fem retter samt kompetent serveret med viden og anekdoter af tjener Sandra Khin og restaurantchef Thomas Thomsen. Køkkenet har i sandhed taget et kvantespring hos Montra Skaga Hotel.

 

Link til tidligere artikel

Mads Heilesen er faldet godt til som køkkenchef på Skaga

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments