Kunstnerisk chef stopper på Vendsyssel Teater

Anne Middelboe Christensen trækker sig fra sin stilling efter kritikken fra teatrets produktionschef.

947
Arkivfoto: Elling.

Kunstnerisk chef ved Vendsyssel Teater, Anne Middelboe Christensen, har valgt at tage konsekvensen af  kritikken af hende – fremsat af teatrets produktionschef – og opsagt sin stilling.

Det skriver hun i et Facebookopslag.

– Desværre er der en ansat ved teatret, der lader denne glæde overskygge af, at han ser et problem i, at den kunstneriske chef er gift med direktøren. Han har nu luftet sin frustration over dette ved at udtale sig til den lokale presse. Han kritiserer strukturen, ikke mig. Men denne uro skader teatret. Derfor vælger jeg at trække mig fra jobbet som kunstnerisk chef, skriver hun.

Anne Middelboe Christensen oplyser samtidig, at hun fortsætter som dramaturg på forestillingerne, indtil der er fundet en ny person til posten.

Produktionschef: – Hun får særstatus

Anne Middelboe Christensen er privat gift med Vendsyssel Teaters direktør Lars Sennels. En konstellation, hun blev kritiseret for af teatrets produktionschef gennem 25 år, Michael Simonsen.

Han mener, at Lars Sennels lytter mere til sin kone og altid bakker hende ubetinget op, på bekostning af teatrets øvrige medarbejdere.

På Facebook fortæller Anne Middelboe Christensen, at hun nu trækker stikket af hensyn til Vendsyssel Teater.

– Vendsyssel Teater kan kun blomstre, hvis der er ro på de indre linjer. Det fortjener dette enestående teater, der antagelig har landets allermest trofaste publikum, roser Middelboe sin arbejdsplads gennem fem år.

Teatrets direktør Lars Sennels fortsætter i sin stilling.

Kilde: TV2 Nord.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments