Kunsthåndværk og God Smag i Sømandskirken

I år kan Hirtshals Turistforening for 5. gang slå dørene op til det årlige marked med kunsthåndværk i kulturhuset Den Svenske Sømandskirke i Hirtshals.

18

Kunsthåndværkermarkedet i påsken er efterhånden en stolt tradition i Hirtshals, som sammen med påskeudstillinger på Den Gamle Station og på Hirtshals Fyr trækker rigtig mange interesserede til og det både lokale og gæster ude fra.

– Vi ønsker at synliggøre vores dygtige, lokale kunsthåndværkere og har samtidig inviteret nogle enkelte gæsteudstillere udefra, siger turistchef Laila Zielke, som er tovholder på eventen.

I påskedagene har de besøgende mulighed for at få en snak med kunstnerne og se mange af dem i aktion. Der vil både være udstilling, arbejdende værksteder og mulighed for at købe et kunsthåndværk med hjem. Flere nye kunsthåndværkere deltager desuden i år med blandt andet pileflet, keramik og drivtømmer. Der bliver oven i købet noget såvel for øjet som for ganen.

– Gæsterne bliver altid begejstret over de mange smagsprøver af høj kvalitet, og der bliver rig mulighed til at købe nogle af lækkerierne med hjem til påskebordet. Man kan også hvile benene i den hyggelige café, hvor der sælges gourmetkaffe og andre forfriskninger, uddyber Laila Zielke.

Ved den festlige åbning Skærtorsdag kl. 11.00 vil Michael Vajhøj, som er medlem af Hjørring Byråd Hirtshals Musikforening, holde talen, idet organist Thomas Abildgaard efterfølgende vil lade tonerne flyde fra det gamle orgel i Sømandskirken.

– Sidste år lagde flere end 700 vejen forbi Den Svenske Sømandskirke i påskedagene, og vi glæder os allerede til at byde forhåbentlig lige så mange velkommen i år, slutter Laila Zielke.

Tid: Den 2. april & 3. april 2015 kl. 11-16
Sted: Den Svenske Sømandskirke, Skagerakvej 2, Hirtshals
Arrangør: Hirtshals Turistforening

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments