
Uddeler Simon Rødkjær havde torsdag aften fra kl. 17.30 til 20.00 inviteret en såkaldt kundegruppe til møde med henblik på at få skærpet fokus på varesortiment og service i SuperBrugsen.
Efter at have budt velkommen fortalte Simon Rødkjær de forsamlede kunder, som i aftenens anledning også var gæster, at der er ikke færre end 35 ansatte ved den store butikskæde i Hirtshals.
Mødet gik dernæst med interviews af hinanden, der blev fremlagt for de andre deltagere samt en konstruktiv og positiv dialog om, hvordan butikken kan gøres endnu bedre for kunder og medlemmer.
Blandt andet var der forslag om et større sortiment af glutenfri produkter, samt muligheden for at samle eksempelvis sukkerfrie varegrupper, men også masser af ros til den lokale butik både med hensyn til udbuddet af varer og den fine service.
Mens der blev talt om mulige forbedringer i butikken, var der undervejs sandwich, kaffe og andet godt til ganen til deltagerne, som også blev begavet med en lækker kurv.