
Nordsøen Oceanarium lagde mandag hus til afslutningsarrangementet for Kulturkufferten, hvor ca. 15o børnehavebørn i Hirtshals er det seneste år er blevet tilbudt kulturelle og kunstneriske oplevelser.
Forløbet har været en stor succes med de seks involverende kulturinstitutioner: Hjørring Bibliotekerne, Vendsyssel Historiske Museum, Nordsøen Oceanarium, Vendsyssel Kunstmuseum, Vendsyssel Teater og Hjørring Musiske Skole, og projektet er lykkedes gennem det stærke samarbejde mellem de involverede daginstitutioner og kulturinstitutionerne.
Børnene har været igennem fire kulturpas, og hvert sted er de blevet præsenteret for nye spændende kulturelle indtryk. Projektet blev skudt i gang på Nordsøen Oceanarium sidste år, hvor daværende kulturminister Marianne Jelved overrakte kulturkufferten til de ca. 150 børn.
Derfor faldt det naturligt, at afslutningen også skulle foregå på Nordsøen Oceanarium, og det foregik med et brag af en koncert, hvor alle børnehavebørnene samt pædagoger, forældre og søskende var samlet til en hyggelig eftermiddag.
På Danmarks nok smukkeste scene, foran Oceanariet, spillede entertainer Sigurd Barrett, afslutningskoncerten foran 350 begejstrede tilhørere. Både børn og voksne sang med på Sigurds sange, og kuffertsangen, som børnene havde lært at kende godt gennem projektets forløb blev også sunget, mens Sigurd spillede til. Sigurd var imponeret over omgivelserne og af projektet.
– At spille koncert i disse omgivelser, og med kultur for små børn i fokus, det er en gave. Formidling af kultur til de mindste har jo været min kæphest i mange år, og jeg er imponeret af hvad I har stablet på benene i Hjørring og Hirtshals, udtaler den charmerende musiker.
– Vi havde en forrygende start på Nordsøen. Her var alle samlet for første gang og kufferten blev hentet op fra dybet af en dykker. Vi afslutter med et brag af en fest med Sigurd Barrett. Projektet slutter her, siger Tone Lunden, som sidder i styregruppen for Kulturkufferten.
De involverede har ifølge hende haft mange gode kulturoplevelser sammen, så mon ikke, det giver lyst til flere.