Kulturministeren indrømmer problemer og er villig til at udskyde lukning af FM-radioer

Udskydelsen skete i eftermiddag på et åbent samråd i Folketingets Transportudvalg og efter hårdt pres fra Socialdemokraternes Transportordfører, Rasmus Prehn (S), der er opstillet i Hjørring-Hirtshalskredsen og i dag havde indkaldt kulturministeren i åbent samråd.  

108

Socialdemokraten Rasmus Prehns hovedkritik, på det åbne samråd i Folketingets Transportudvalg, af regeringens forslag om lukning af FM båndet, handler bl.a. om at forslaget vil påføre landets bilister en voldsom ekstraregning, ligesom det vil betyde, at langt færre får adgang til de vigtige trafikmeldinger via radioen.

På samrådet sagde kulturministeren bl.a.:

” Jeg er villig til, at vi undervejs i medieforhandlingerne drøfter, hvornår det så er det rigtige tidspunkt at lave et FM-sluk på.”

Rasmus Prehn er glad for, at Mette Bock er villig til at udskyde lukningen, så “der kan komme ro på, og folk kan følge med uden at stå med en kedelig ekstraregning for en DAB-plus radio, der også hurtigt kan vise sig også at være utidssvarende og i hvert fald ikke giver den samme adgang til fx trafikmeldinger, som FM-radioerne gør.”

Bilisternes interesseorganisation, FDM, har vurderet, at regeringens medieudspil kan sende en milliardregning ud på lande- og motorvejene til de danske bilister. FDM har konkret anslået, at en eftermontering af DAB+ i en eksisterende bil koster mellem 2000 og 7000 kroner. Regnestykket lyder derfor, at beløbet ganget med antallet af biler giver et resultat på mellem 4 og 14 milliarder kroner.

FDM mener endvidere, at DAB+ har problemer med at opfylde funktioner, der er ønskværdige for en bilradio. Her tænker de bl.a. på DAB+ radioernes problemer med trafikmeldingerne, ligesom de tænker på, at der kan være problemer med at høre radio i udlandet.

Spørgsmålet om muligheden for at høre radio på DAB+, når man kører i udlandet, spurgte Rasmus Prehn også ind til. Her måtte kulturministeren spørge om lov til at svare skriftligt. Hun kunne ikke svare på stående fod. Rasmus Prehn venter derfor nu på skriftligt svar fra ministeren.

Se hele FM-samrådet via Folketings-tv på dette link her: www.ft.dk/aktuelt/webtv/video/20171/tru/td.1493211.aspx?as=1

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments