Kulturminister Marianne Jelved svinger håndtasken og slår et slag for den tværkulturelle musikfestival Musik Uden Grænser, når hun åbner festivalen onsdag den 20. maj.
– Det er fantastisk og ikke mindst nødvendigt, at der bliver lavet initiativer som Musik Uden Grænser, hvor man kan mødes på tværs af kulturer, siger kulturminister Marianne Jelved.
Hun klipper snoren sammen med borgmester Arne Boelt og sætter festen i gang med 22 orkestre fra 4 scener. Men allerede om eftermiddagen tyvstarter de 300, som var så heldige at nå at sikre sig madbillet til den store Verdens Buffet, som er kreeret af Uffe Truelsen, der er kok på Horne Efterskole. De får lov at opleve alverdens dufte og smage fra en farverig verden.
– Det bliver en festlig aften, men baggrunden er ramme alvor, fortæller Leif Lund Jakobsen, som er initiativtager til Musik Uden Grænser.
– Vi vil gerne være med til at nedbryde fordomme og skabe forståelse for andres synspunkter. Lære at anskue verden på nye måder og få vores horisont udvidet. Ved at vi ser og anerkender hinanden for det, vi er. Forskellige, men dog alle mennesker i den samme verden, afslutter Leif Lund Jakobsen.
Festivalen er arrangeret af Venligboerne. Den finder sted onsdag den 20. maj på UCN i Hjørring. Der er fri entré.