
Kokkene til konkurrencen Local Cooking bliver forhåbentlig ikke kulrede, men de får helt sikkert kuller i hænderne, forlyder det nu fra arrangørerne bag Hirtshals Fiskefestival, der afholdes den 4. til 6. august 2016.
Det skal derfor blive spændende at se dem frembringe smukke og velsmagende fiskeretter. Ved aktiviteten Fisk i børnehøjde er det selvfølgelig også kuller, som er på menuen ved Hirtshals Fiskefestival.
Dommerpanelet ved Local Cooking, som afvikles om lørdagen, kommer i øvrigt til at bestå af blandt andre Thorsten Schmidt, Michael ”Miv” Pedersen, Mikael Christensen, Ole Troelsø og René Langdahl Jørgensen.
Fakta
Kuller (Melanogrammus aeglefinus) er en torskefisk i torske-familien Gadidae og den eneste art i slægten Melanogrammus. Den kan blive en meter lang med en vægt på 20 kg. Kuller, som er en vigtig madfisk, er en bundfisk. Den lever på dybder fra ca. 40-300 m. Den er udbredt over hele det nordlige Atlanterhav.
Kilde: Wikipedia.