Af FK Clarkfeldt, historiefortæller
Der har gennem historien været flere kongelige besøg flere steder i den nuværende Hjørring Kommune. Her fortæller FK Clarkfeldt, tidligere Hjørring og nu bosat i hovedstadsområdet, historien om Kronprinsen og kronprinsessens besøg i Lønstrup i 1907.
Vejret viste sig fra sin allerunådigste side
Tirsdag morgen den 23. juli 1907 ankom kronprins Christian og kronprinsesse Alexandrine til Hjørring med det ordinære syd-eksprestog. På banegården modtoges herskaberne af amtmand Linnemann og borgmester Knudsen. Byen var stærkt flagsmykket.
Efter en kort samtale med amtmanden og borgmesteren kørte kronprinsen og kronprinsessen til hotel ”Skandinavien”, hvor frokosten indtoges.
Det var udenfor rejsens program, idet frokosten først skulle have været indtaget i Lønstrup, men regnvejret bevirkede en del ændringer i de kongelige herskabers rejseplan.
Først hen ad klokken 1 eftermiddag kørtes til Lønstrup og afrejsen foregik i kraftigt regnvejr.
Ved Lønstrup var der rejst æresport og flagene vajede, navnlig fra badehotellerne. Strandkontrollør Ivers viste kronprinsen og kronprinsessen badestedet, og herskaberne begav sig derefter på en fodtur ad Løkken til. Kæmpede sig mod uvejret og lod vognene følge efter. Ved 3-tiden (15) besås Rubjerg fyr.
Allerede lidt før klokken 5:30 eftermiddag var kronprinsparret tilbage i Hjørring og drog videre med toget kl. 6:40 til Frederikshavn, hvorfra turen gik videre til Skagen.
Der går et par historier om dette besøg. Kronprinsen forsøgte i Hjørring at få en regnfrakke, men man kunne ikke levere en i hans størrelse! Og parret skulle senere på dagen have ønsket at overnatte i Lønstrup, men fik ikke plads på nogen af hotellerne og fortsatte derfor fornærmet til Skagen – ellers var Klitgården måske kommet til at ligge i Lønstrup. (Mogens Thøgersen – tak for oplysningen)
Foto: Kristine Lund.
Kilder: H8D-44-13-04-08-1907+diverse lokalaviser
3tacking