Kritik af rangliste over skolerne i Hjørring Kommune

Tænketanken CEPOS har netop offentliggjort deres rangliste over de danske skolers evne til at flytte eleverne fagligt, hvilket dermed også gælder for Hjørring Kommune, men den får kritik af blandt andre professor Per Nikolaj Bukh fra Aalborg Universitet og den lokale udvalgsformand Mai-Britt Beith (S).

4458
Udvalgsformand Mai-Britt Beith (S) fra Hjørring Kommune. Foto: Christian Henriksen.

Det kan ikke undre, at HPR flasher ranglisten fra CEPOS. Den store privatskole i Hjørring ligger nemlig med egne ord rigtig flot på listen med en 32. plads ud af 1414 skoler for hele landet. HPR ligger ydermere højest i Hjørring Kommune.

Ranglisten for skolerne i Hjørring Kommune.

Anderledes ser det imidlertid ud, hvis man sammenligner eksempelvis Sindal Skolecenter og Sindal Privatskole samt friskolerne i Mosbjerg og Skallerup. Her ligger førstnævnte folkeskole betydeligt bedre end sidstnævnte, hvilket da også gør det oplagt at kigge lidt nærmere på pålideligheden af ranglisten. For slet ikke at nævne de dermed forbundne skolepolitiske implikationer.

– Der er en betydelig forskel på præstationerne i landets svageste og landets stærkeste skoler. Den stærkeste skole har opnået elevpræstationer, som ligger godt halvandet karakterpoint højere, end hvad den svageste skole har opnået med elever med en tilsvarende socioøkonomisk baggrund, konkluderer forskningschef Henrik Christoffersen, fra CEPOS.

Andre har imidlertid et langt mere kritisk syn, hvilket blandt andre gælder udvalgsformand Mai-Britt Beith (S) hos Hjørring Kommune og økonomiprofessor Per Nikolaj Bukh fra Aalborg Universitet. Statistikken kan ifølge professoren blandt andet ikke bruges til at se på top og bund, fordi den bliver snydt af den såkaldte selektionsproblematik.

Problematikken indebærer kort fortalt, at forældre, som har ambitioner for, at deres børn skal blive dygtigere, sender børnene til den skole, de tror, er bedst til at løfte eleverne. Det giver så de pågældende skoler endnu bedre resultater, uden at det skyldes skolens egen indsats, men i stedet fordi den tiltrækker børn, der udvikler sig bedre, end man kan forvente i forhold til barnets baggrund.

– Det er som sådan ikke dumt at se på, om skolerne er i stand til at løfte eleverne over det niveau, man kan forvente af dem på baggrund af den socioøkonomiske reference. Men statistikkens resultater bliver usikker, fordi der ikke er taget højde for, at de børn, der klarer sig bedre end forventet, bliver plukket ud til udvalgte skoler og friskoler, og derfor efterlader en elevgruppe, som klarer sig efter forventningen eller ringere, siger Per Nikolaj Bukh til fagbladet Folkeskolen.

– Samtidig kender ordblindhed og flere diagnoser jo heller ikke forskel på resursestærk eller resursesvag, så de socioøkonomisk stærkeste kan altså også klare sig langt dårligere end forventet af dem på grund af en diagnose, og det kan man ikke se i en statistik, hvor de typisk er blevet i deres folkeskoleklasse, lyder det fra Per Nikolaj Bukh.

Derfor egner statistikken sig altså ifølge ham ikke særlig godt til at sige noget om, hvor god den enkelte skole er til at løfte eleverne. Den vinkel får som allerede antydet opbakning fra Mai-Britt Beith (S), som er udvalgsformand for området i Hjørring Kommune.

– Helt overordnet synes jeg, at man skal passe på med at rangliste skolerne på det grundlag, som CEPOS gør, og det kan man også se på de store udsving, der er fra år til år, fastslår den lokale udvalgsformand.

– Jeg vil hellere, at vi måler vores og skolernes succes på, hvor dygtige vi er i relation til ungestrategien og dermed til at sikre alle vores unge en positiv destination, slutter Mai-Britt Beith.

Kilder: CEPOS og Folkeskolen.

 

2 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments
Marianne
4 år siden

Tror i virkeligt helt seriøst, at alle forældre kender til Cepos, og tror i virkeligt helt dybt ind i jeres hjerte at hvis forældre læser den at de flytter deres børn rundt til andre skoler.??? Nu må i holde op – hvis sit barn klarer sig godt, ville jeg da personligt IKKE flytte hende blot fordi jeg syntes at det ser skidt ud for en anden skole. Stop det hykleri, og glæd jer over at man kan vælge lige netop den skole man har lyst til og tror på.

Merethe Rasmussen
4 år siden
Reply to  Marianne

Det er kun et spørgsmål om tid. Der er andre lande som offentliggør elevpræstationer og skolepræstationer. Det bevirker at forældrene skoleshopper. Og flytter børnene flere gange i et skoleforløb. Nogle skoler vil ikke tage børn, som har for lave standpunktspoint.
Men som lærer ser jeg også, en tendens til, at danske børn har prøvet flere skoleskift i løbet af deres 9 års skolegang.