
Fredag blev dørene slået op på vid gab til en ualmindeligt flot butik og lørdag var der så reception hos Kristina og Jimmi Ølgaard Johansen i Lund Interiør på Nørregade i Hirtshals.
Blandt de utroligt mange fremmødte gratulanter var blandt andre handelschef Per Martensen, Pia Rønn Larsen fra Spar og Jens Lund Madsen fra Kølemadsen A/S og Irish No. 1 samt Birthe og John Nymann, som er indehavere af bygningen på hjørnet af Nørregade og Jørgen Fibigersgade.

Parret bag butikken har da også knoklet for at blive færdige, hvilket man som kunde eller blot nysgerrig borger fornemmer allerede ved første øjekast ind igennem vinduerne til det store og nu formidabelt flotte butikslokale, der bugner af kvalitetsvarer fra eksempelvis HJEM HAVN, Nicolas Vahé, SACK it, ViSSEVASSE, le feu og MERAK.

– Det ligner altså også bare en butik, der med ligeså god ret kunne have ligget på Strøget i København, fastslår Bente Jungquist i en snak med Kristina og Jimmi Ølgaard Johansen.
– Det kan måske også ligne en satsning, men det, der fik os til at tage springet, er blandt andet tilstedeværelsen af Restaurant Abstrakt på Sydvestkajen og Strand8 i Hjørringgade, som ligeledes satser på virkelig høj kvalitet. Når de turde, hvorfor så ikke også os, forklarer Jimmi Ølgaard Johansen.

Mens hyggesnakken er i gang blandt de mange cirkulerende og beundrende gæster ved receptionen, fortæller de overvældede og glade ejere, at flere varer allerede er udsolgte. Lageret og hylderne bliver imidlertid hurtigt fyldt op igen, lover Kristina og Jimmi Ølgaard Johansen.
Stort tillykke både til dem og byen fra os hos FlaskePosten!