Kristiansand har ladet sig inspirere af tiltag i Hjørring Kommune

Kristiansand er aktuelt i færd med en kommunesammenlægning og ønskede indsigt i to store strategier i Hjørring Kommune.

382
Udvalgsformand Thomas Klimek yderst til venstre med delegationen fra Kristiansand.

– Hjørring Kommune er IKKE en kommune i UdkantsDanmark, men en centralt beliggende aktør i Nordeuropa. Det er vores tankesæt. Skotland, Norden og Nordatlanten er i min optik lige så oplagte destinationer for samarbejde og udvikling som resten af Danmark. Vi har ganske enkelt ikke råd til ikke at have udsyn.

Det slog en tilfreds formand for Hjørring Kommunes Arbejdsmarkeds- og Uddannelsesudvalg, socialdemokraten Thomas Klimek, fast efter, at repræsentanter fra Kristiansand Kommune fredag aflagde besøg i Vendsyssel og Hjørring Kommune. Kristiansand Kommune er netop i færd med en stor kommunesammenlægning og ønskede specifikt at blive klogere på de to store strategier, Investeringsstrategien og Ungestrategien, som Hjørring Kommune har udviklet de sidste fem år. Siden Investeringsstrategien blev iværksat har et tocifret antal kommuner, herunder København og Odense, været på studiebesøg i Hjørring Kommune.

Den socialdemokratiske formand for Arbejdsmarkeds- og Uddannelsesudvalget, Thomas Klimek, bød de norske gæster velkommen og gav en både historisk indføring og aktuel status på den politiske proces, der endte med at blive til Investeringsstrategien, bedre kendt som Hjørring-modellen.

Klimek (S) lagde ikke skjul på, at det forrige byråds politiske mod til at investere 160 millioner i arbejdsstyrken – og få det dobbelte tilbage i kommunekassen – havde holdt hånden under kommunens økonomi og skånet det samlede budget for endnu større besparelser, som i disse år er et grundvilkår i 80-90 af de danske kommuner.

– Kristiansand Kommune fik en klar forståelse af, at strategier kræver politisk mod, og at nye byråd ikke piller ved det besluttede, selvom det er svært at prioritere penge til noget, som først har effekt på sigt, mens man samtidig er nødt til at skære på velfærd, udtaler udvalgsformanden.

Overfor de norske gæster pointerede Klimek også den faktuelle situation i langt de fleste kommuner i Danmark.

– Enhver kan jo se, at Hjørring Kommune ikke er den eneste kommune udenfor Hovedstaden, der ikke har tilstrækkeligt med penge til ældre, skoler og andet. Det er situationen i ni ud af ti kommuner. Så forfalder nogle til simple 1:1 sammenligninger med engangsbeløb i form af anlæg til stadion og andre ting, men det er jo for nemt. Alle der gider besvære sig med at kigge ud over kommunegrænsen kan jo se, at det handler om noget langt større, nemlig et generelt strukturelt problem i kommunerne, hvor den manglende udligningsreform fra Folketinget gør, at vi ikke kan følge med de stigende velfærdsudgifter, ikke mindst på ældreområdet, og derfor var Investeringsstrategien i 2014 en sindssyg vigtig beslutning, siger Klimek (S).

Gæsterne fra Kristiansand fik udover indgående kendskab til Investeringsstrategien også en hurtig introduktion til den nyligt vedtagne Ungestrategi, hvor der blandt andet investeres op mod 62 millioner i grundskolerne, støtte til sårbare unge og erhvervsvejledning de kommende fire år, hvis det nuværende og kommende byråd holder fast i strategien, hvilket det forestående budget er første lakmusprøve på, ifølge udvalgsformand Klimek (S).

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments