Kontrabas og sæler på Nordsøen Oceanarium

Nordsøen Oceanarium og Hjørring Musiske Skole har indledt et spændende samarbejde, hvor elever fra Hjørring Musiske Skole skal øve blandt sælerne.   

120

Med folkeskolereformen er der sat fokus på den åbne skole, hvor undervisningen tages ud af de vante rammer og ind i andre institutioner med henblik på at stimulere børnenes kreativitet og motivation.

Specielt hvad musikelever angår, så rummer det uformelle læringsrum utallige muligheder, idet deres talent får fri udfoldelse og stimuleres af de mange uvante og uventede indtryk.

I næste sæson flytter baselevernes undervisning derfor til Nordsø Oceanarium i Hirtshals.

– Vi har rigtig gode erfaringer med at tage undervisningen ud af skolen. Det sætter på en måde eleverne fri, og de bliver mere kreative og får lyst til at eksperimentere med musikken”, siger afdelingsleder på Hjørring Musiske Skole Signe Wang Carlsen.

I samarbejdet med Oceanariet er der tale om en såkaldt win-win, idet biologer, som gennem flere år har forsket i sælers multiple kommunikationskanaler, har konstateret, at sæler kan kommunikere over store vidder under vand grundet deres evne til at producere infralyde. Biolog Selma Silvana:

– Sæler er tryghedssøgende pattedyr, og vi kan konstatere, at musik øger deres trivsel og også deres fertilitet. Så derfor hilser vi samarbejdet velkommen.

Infralyde er meget dybe toner, som netop kendetegner kontrabassen, og ved flere lejligheder er det konstateret, at baselevernes musikalske udfoldelser har en positiv effekt på sælerne. Direktør for Oceanariet Karl Henrik Laursen:

– Vi har flere gange haft besøg af baseleverne fra Hjørring Musiske Skole, og det er helt klart, at sælerne nyder musikken og er meget nysgerrige. Det øger deres trivsel her hos os.

Det er dog ikke uproblematisk at rykke til et akvarium:

– Kontrabassen er et fantastisk instrument, men også et meget dyrt instrument. Derfor bliver vores største udfordring indholdet af saltvand i luften og de mange saltvandsprøjt, som kan ødelægge instrumenterne, men det tager vi, som det kommer, siger Christian Larsen, leder af Hjørring Musiske Skole.

Samarbejdet fejres med en koncert påskesøndag den 1. april i Oceanariet, hvor den karismatiske færøske sangerinde Sylvia Berglund og elever fra Hjørring Musiske Skole fremfører værket ”Sagnet om Sælkvinden”.

Sagnet om Sælkvinden er et færøsk drama, som handler om Sælkvindens forvandling, havet, kærligheden og længslen efter frihed. Sylvia Berglund modtog HMS’ Kreativitetspris i 2016.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments